Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Legemet, er det Lægens Opgave at afgøre, om
den i det enkelte Tilfælde skal anvendes nærved
det syge Sted eller netop Ijærnt derfra, saml
være klar over, om der hermed tilsigtes
Helbredelse eller blot at stille Smerte. (Chr. Daremberg:
Histoire des Sciences médicales. Paris 1870. I.
89—145. Smign. dog Jul. Petersen (50 fgg.)
Hippokrates’ Lære om Menneskets Indre og
om dets Vædskers Sammensætning og Betydning
holdt sig til det 16. Aarh. e. Kr. Vi ville senere
faa Lejlighed til at blive bekendt med dens
Hovedtræk. Hans Opfattelse af Naturens egen
lægende Kraft bar boldt sig til vore Dage og
næres, bevidst eller ubevidst, endnu af mange.
Ligger der i denne Eftertidens Tilslutning et
Bevis for dens Betydning, saa frenigaar denne endnu
bestemtere ved en Sammenligning med hans
Fortid. Forskellen mellem ham og Ægypterne laa
ikke blot i, at han fyldigere og mere samlet end
de kendte Menneskets Indre og Sygdommenes
Arter. Ikke heller blot i, at han dristigt
anvendte Aareladning. Men Hovedforskellen laa i
Opfattelsen af Mennesket selv. For Ægypterne var
dette blot en Art vandrende Mumie, der gennem
uafbrudt Renvaskning, indvendigt og udvendigt,
skulde bevares ren, indtil den endelig sattes
paa sin sidste Plads i Graven, hvor den ventede
paa engang at skulle tages i Brug i Osiris’
Boliger. For Hippokrates var Mennesket mere end
Mumie, det var et levende Væsen, Af billedet af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
