Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
her Rede for en fra vor vidt forskellig Tankegang.
Træffende gengives en Del Smaatræk, grebne lige
ud af Livet: de adelige Slægtninge og Venner,
der i spændt Forventning til Vogns folge med paa
Vejen for at see, om Kuren vil lykkes, og siden
staae aandeløse udenfor Døren og lytte, medens
hun disputerer med Djævelen. Ægtefællernes naivt
glade Udtryk: »hun er bleven smukt sund og
tilpas,« eller maaske endog: »smuk, sund og tilpas.«
Og den ypperlige Betegnelse af Forskellen mellem
dem: hun gider ikke gærae tale derom; men
han siger, han vil have det ud paa Tryk.
Djævelen kunde af mange Grunde falde paa
at gøre et Menneske sygt eller dræbe det. Sligt
beroede vel ofte paa et blot og bart Lune. Dog
var der især tre Anledninger, der næsten
ufejlbarligt medførte Djævelens Nærværelse og
Virksomhed. Det var nye Moder, Banden og Trolddom.
Djævelen var næsten ligesaa agtpaagivende
overfor nye Moder som Gud. Og intet Under.
Thi han vidste selvfølgelig ypperlig Besked med,
at kun faa Ting drillede den treenige Gud i den
Grad som ny Facon paa Hatte, Kraver og
Benklæder. Nærmere seet var det vel endog Djævelen
selv, der opfandt dem og indskød Menneskene
dem som nye Ideer. Men medens Gud stedse
kun var vred over nye Beklædninger — den
første Beklædning var jo ogsaa fremkaldt af den
første Synd — udfoldede Djævelen netop i dette
Forhold ofte en ikke ringe Grad af Humor. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
