Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
175
De to søstre hadde hermed lært grænserne
for sin egen karakterstyrke at kjende og gav sig
sin skjæbne ivold. De bøiet sine nakker ydmygt
under stillingens haarde nødvendighet. De av
leverte daglig, hver eneste morgen, sin løgn og
bekjendte den for Gud i sine bønner. Derimot la
de ingenting til om hans syndsforladelse for løgnen;
til den ansaa de sig ikke værdige. Alt, hvad de
ønsket, var bare at faa avlægge aapen og frivillig
bekjendelse om sin slethet for ham, og om hvor
ledes de hverken hadde til hensigt at fortie eller
undskylde denne for ham.
I de første fire-fem dage av sit sykeleie hadde
Helen endnu været istand til at holde i en blyant
og sende sin mor søte smaa billetter, hvori hun
omhyggelig la skjul paa sin egen virkelige tilstand.
Dem hadde moren vætet med sine glædes- og tak
nemmelighetstaarer, hadde trykket dem til sine læber
og hadde siden gjemt dem under hodeputen som
en umistelig, dyrebar skat.
Men saa indtraf jo det øieblik, da lille Helens
haand slåp blyanten, da hendes bevissthet gik paa
vandring og hendes tunge var begyndt at lalle
hjertegripende, usammenhængende ord.
Hvad skulde de arme tanter foreta sig overfor
moren i dette dilemma? Men da moren naturlig
vis straks spurte efter den sedvanlige lille billet fra
datteren, og frøken Hanna ulykkeligvis straks kjørte
sig fast under sin forvirring i den forklaring, hun
prøvde at komme med, var det Esther, som reddet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
