Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
34
«Seglet? Er det da ikke netop Dem som opbevarer
seglet?»
«Vil ikke Deres Majestæt behage at mindes at De
tok det fra mig for to dage siden, idet De sa at det ikke
skulde komme til anvendelse før Deres egen kongelige
haand kunde benytte det til hertugen av Norfolks døds
dom.»
«Ja, sandelig, det sa jeg! Men hvor gjorde jeg
av seglet? Hukommelsen har i den sidste tid saa ofte
begyndt at svigte mig. Det er besynderlig, besynder
lig —»
Kongen mumlet noget utydelig hen for sig, rystet
idelig paa sit graa hode og gjorde fortvilede forsøk paa
at gjenkalde sig i erindringen hvor han hadde gjemt.
seglet. Endelig vovet lord Hertford i knælende stilling
at meddele følgende oplysning: «Jeg tar mig den fri
het at meddele at flere av os tydelig husker at De over
leverte det store segl i prinsen av Wales’s hænder, forat
han skulde ha det i forvaring til den dag da —»
«Det er sandt, ganske sandt!» avbrot kongen ham.
«Hent det! Skynd dig! Tiden flyr!»
Lord Hertford ilte ind til Tom, men vendte meget
snart tilbake til kongen, tomhændet og fuld av bekym
ring. Han sa: «Det bedrøver mig, Herre Konge, at
maatte overbringe saa daarlige og uvelkomne nyheter,
at det har været Guds vilje at la prinsens ulykkelige
tilstand fremdeles vare ved, og han kan ikke huske at
han har faat seglet. Jeg skyndte mig derfor fortest mu
lig tilbake, da jeg mente at det bare vilde være at kaste
den kostbare tid bort til ingen nytte om man begyndte
at gjennemsøke hele den lange række av værelser som
tilhører Hans Kongelige Høi—»
Kongen sukket høit. En stund efter sa han med en
stemme som var præget av dyp sørgmodighet: «La
ikke det stakkars barn bli foruroliget dermed. Guds
haand hviler tungt paa hans hode, og mit hjerte er
fuldt av kjærlig medlidenhet med ham og sorg over
at jeg ikke kan bære hans byrde paa mine egne gamle,
haardt medtagne skuldre, og saaledes skaffe ham ro.»
Han lukket øinene, mumlet nogen ord, og blev sit-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
