Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Kongen for forskrækket op, og tænkte: «Gud give at
jeg atter var ute blandt røverne! Nu er det kommet saa
langt med mig at jeg er blit fange hos en vanvittig!»
Hans frygt steg, og avtegnet sig tydelig i hans træk. Med
lav, ophidset stemme fortsatte den gamle:
«Jeg ser at du forstaar hvilken luft du indaander!
Dit ansigt viser mig at du føler dig betat! Jeg blev
ophøiet til erkeengel netop paa dette sted for fem aar
eiden av engler som var sendt ned fra himmelen for
at forlene mig med denne værdighet. Deres nærvær fyldte
værelset med uutsigelig klarhet. De boide knæ for mig,
lor mig, hører du, konge, for mig; ti jeg er større end
de. Jeg har vandret omkring i de himmelske boliger og
snakket med patriarkene.» Han stanset for at gi sine
ord øket eftertryk. Saa skiftet uttrykket pludselig, i
vildt raseri for han op og ropte forbitret: «Ja, jeg er
erkeengelen! En almindelig erkeengel, jeg som dog
kunde været pave! Det er virkelig sandt. I en drøm
blev det mig for tyve aar siden aabenbart at jeg skulde
ende som pave. Og jeg burde været det; ti saa var Guds
vilje; men kongen fandt det for godt at opløse det aande
lige samfund som jeg hørte til, og jeg stakkars ukjendle
munk, som savnet venner, blev utsløtt som en hjemløs
i denne verden.» Han begyndte paany at mumle og
med knyttet haand slåa sig for panden i vanmægtig
raseri, mens han nu og da utstøtte frygtelige forban
delser og gjentok ordene: «Ak, hvorfor er jeg bare en
erkeengel, jeg som skulde ha været pave!»
Saa fortsatte han næsten en hel time, og den lille
konge sat imens og led alle angstens kvaler. Denne
fikse idé forlot med én gang den gamle, og han blev
atter idel mildhet. Stemmen blev vekere, han steg atter
ned til virkelighetens regioner, og sat og pratet paa
denne maate saa naturlig, og viste desuten et saa raen
neskevenlig sindelag at han snart fuldstændig hadde
vundet den lille konges hjerte. Han flyttet gutten nær
mere ilden, gjorde det saa hyggelig for ham som om
stændighetene tillot det, behandlet hans såar og skram
mer med en øvet, let haand, og tok saa fat paa tilbere
delsen av aftensmaaltidet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
