Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
Elimar havde ingen Skade as det vaade Bad; Misa-
sabeth derimod maatte et Par Dage holde Sengen, kunde ikke
komme med til Fohr paa Afreisens Dag; men Tanken var der,
i den stod Elimar, saa elskelig, saa lyslevende; den var i hine
Minuter, da Havet bandt dem sammen, voxet fast for alle Ti-
der; en Følelse var vakt, som den i en ligesaa ung Barnealder
fandtes hos Ariost, hos Byron og Flere, hvis Navne lyse
over Hverdagslivet.
Det var Afreiseiis Dag; Mænd og Qvinder havde samlet
sig ved Landsbyen Gothiug paa Fohr for at sige Farvel til
deres Slægt og Kjære. Fartoierne glede fra Land; den store
Skare Qvinder i deres sorte Kladninger stode paa det høieste
Punkt, en gammel Kæmpegrav; fra den tilvinkede de deres
Bortreisende det sidste Farvel.
V.
Et pat Kar. — En gammel Bekjendt træder op. ·
Først om en syv til otte Maaneder igjen kunde Elimar
ventes tilbage; det var en lang, lang Tid, syntes Elisabeth,
og var inderlig bedrøvet; men hvorledes vilde huii have baaret
det, om hun havde vidst, at Haabets Maaneder tidt i Virkelig-
heden blive Aar, at Hjemkomstens Dag laae endnu fjernere end
den Dag, hun nu mindst tænkte paa, hendes Consirmationsdag.
Paa den Dag begynder Seiladsen paa Livets aabne So; det er
en alvorlig Dag, og vi ville flyve hen til den og de eventyrlige
Begivenheder, som den oprullede, men dog ikke for vi som i en
stor Ramnie have samlet de mellemliggende Aar og fremhævet,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
