Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
aaret og en Gang om Efteraaret, da de Familier, som skifte
Bopæl, drage med Alt, hvad de have, fra det Sted, hvor de
vare, og ind i det nye Hjem. Her er en Numsteren« et Roderi,
som vel kan være ret artigt for en Genremaler at studere, men
for Bedkommende ikke er saa lysteligt· Den Fremmede, som ikke
kjender en kjøbenhavnsk Flyttedag, og paa denne kommer ind i
Byen, vil troe at være traadt ind i en Gade, hvor Qvarteret i
Nærheden staaer i Lyslue, og at det er derfor, alle Mennesker
paa Vogne og paa Bore slæbe afsted med Dyner og Meubler,
for at frelse. Hele Gader ligge opdyngede med Straa og Skarn,
med Alt, hvad der ikke er værdt at gjemme paa; man seer en
uendelig Modding. HvilketBilled paa Forgængelighed! Der hviler en
skrækkelig gammel Silkehat, som engang vakte Misundelse i hele
Nabolavet og sad dog paa et stygt Hoved; her ligger en graa
Handske, engang var den hvid, Brudgommen bar den sin Bryllupsdag.
I dette Chaos kjørte Elisabeth. Hun solte sig som trykketsammen»
forkuet og angest. J Vertshuusgaarden, hvor Dag«vognen holdt,
stege de Alle af; de Fleste fandt Bekjendte, som ventede paa
dem, der var megen Glæde og Snakken, Eftershn med Kofferter,
Trængsel og Droskekjorsel. Elisabeth følte sig saa forladt, som
aldrig for; med sin lille Bylt stod hun og vidste hverken frem
eller tilbage. Enkefruen søgte ogsaa efter Nogen; med Eet skreg
hun: ,,Sanne!«« og en ganske lille Pige, spinkel og skiden,
Haarene hang hende i Tjavser om Ansigtet, borede sig frem,
kyssede Enkefrueii paa Haanden og tog en Æske, der havde.
staaet paa Skjødet hele Dagvognstourm Den Lille snakkede i
Eet væk, vendte og dreiede sig, borede sig frem i Mængden og skreg
med fiin Stemme paa en Landsoldat, der skulde bære Kofferten·
Enkefruen nikkede til Elisabeth, saae derpaa endnu engang
paa hende og vilde til at gaae. Da greb Elisabeth i Angest
fat i hendes Kaabe og spurgte, idet Taarerne løb hende ned
over Kinderne: »O Herre Gud, hvor gaaer jeg hen3«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
