Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
kom en Undseelse over hende, en uklar Forestilling om, at det ikke
kunde siges, hun manglede Ord. Og hvem vare de to Mænd?
»Du er dog ikke syg? mit kjære Barnl« spurgte Etats-
raaden.
»O nei, kun træt, meget træt!" hviskede hun.
,,Ja, Du kjendte nu Ingen, uden Madame Krone, men
nu skal jeg sige Dig de Mærkeligste.« Og den gamle Mand
fortalte om dem Alle, kun ikke om Herman, sagde ikke hvem
han var, det troede ha11, havde været tydeligt nok at see, han
var vel ogsaa bleven kaldet Dattersønnen. Og medens han for-
talte og de kjørte, skyllede Regnen ned. Det var en Aften,
netop som da Hermaii fulgte Clisabeth, da hun gik ulykkelig
og vildsom i den store By. Hun tænkte derpaa. Og Regnen
pidskede paa Ruderne og Lygterne brændte hnkeligt, men midt i
dette Mørke, i Blæst og Rufk sang Vægteren: »Det var ved
Midnats Tide, en Frelser os blev fodt!«
V.
Herman og Elisabeth.
Vi have ikke seet eller hørt Noget til Herman, fra han
ved Grev Frederiks Giftermaal med Clara forlod Kjøben-
havn, til vi med Elisabeth nu, mange Aar efter, mødte ham
hos Holger. Der laae ni Aar imellem, ni Aar, tilbragte i
fremmede Lande, hvor Naturen, Konsten og Verdenslivet havde
været hans Opdragere, og det maa indrømmeö, at i hvor høit
man end sætter Skolelærdom og al Kundskab, tilegnet ved Flid
og Besvær, saa giver dog Livet selv noget Mere; i dette var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
