Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tollus og Martin sagde ikke et Ord, og deres
Ansigter var lukkede og gaadefulde.
Jo længer de roede, des trangere blev Farvandet,
der var tilslut ikke mere Vand end netop saavidt
Baaden kom frem, og de grønne Øer, hvor Græsset
groede helt ned i Stranden trængte sig sammen om
dem, saa de hverken saa Havet eller Fyret, og
Tabitha vilde netop til at spørge, hvor de agtede sig
hen, da Baaden gled forbi et Næs, hvor en Flok
hvide Sauer stod og gloede paa dem; og uden
nogen Overgang laa de og gyngede paa selve det
vide, øde Hav.
— Aah —! raabte Tabitha og reiste sig, men
Baaden sank under hende i Dønningen, og
rædsel-slagen faldt hun pladask ned paa Tilierne i Bunden.
Da lo begge Banditterne høit
Hun kom snart op igjen paa sin Plads, men
fortumlet og overvældet af det Syn, hun havde foran sig.
Hun havde aldrig tænkt sig Havet saaledes!
Lige fra sin tidligste Barndom havde hun seet
det hver Dag langt ude i Vest, som en Stribe af
blaat eller graat eller sølvblankt, naar der var
Maaneskin; men denne umaadelige Slette, som endte
ude i selve Himmelen og som blinkede saa varmt
og glinsede saa silkeglat i Solskinnet, havde hun
aldrig drømt om, — og denne Stilhed og Lugten
af det salte, rene Vand og Farvespillet i de lange
Dønninger, som saa ud som ingenting, naar de var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
