Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og over Landskabet og Husene langs Havnen og
Menneskene paa Bryggerne laa den døsige, tørre
Kjedsomhed, som følger med Søndag Eftermiddag.
Tollus og Martin stod paa Postskibets Dæk, og
Tabitha rakte dem Haanden for sidste Gang nede
fra Baaden, som hun skulde ro hjem alene.
Rasman var ogsaa ombord og sad og snakkede
med Kapteinen oppe paa Broen.
Alt var klart til Afgang, det var bare
Postmesteren, de ventede paa; og baade de, som skulde
reise, og de, som skulde sige farvel, ønskede
inderlig, at han snart vilde komme.
Endelig langt om længe proppede han sig
langsomt ud af Postlugarens trange Dør, — værdig og
hvidhaaret og blid i Anledning af Søndagen og det
varme, stille Vejr; men da han paa Veien tværs
over Dækket opdagede en jevnaldrende
Ungdomsven fra Skudesnæs, hvem han nøie udspurgte om
det sidste Aars Avling paa hans Kanter, og hvad
han mente om kunstig Gjødning, tabte Kapteinen
baade Taalmodigheden og Respekten for hans hvide
Haar og raabte med en Stemme, som var ganske
knudret af Sinne:
— Aa se til at komme fra Borde, Postmester,
saa vi faar komme afsted engang!
Dette var ikke sømmelig Tale til en Statens
Tjenestemand ; men der blev ikke Tid til at tænke
videre over den Ting; thi under Paaskud af at ville
hjælpe ham, tog den tykke Baadsmand Postmesteren
under Armene bagfra; og med sin mangeaarige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
