Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Ja, hvad var det nu jeg drømte?“ tænkte han og bestræbte
sig for at genkalde sig sin Drøm. „Hvad var det nu? Aah, nu har
jeg det! Det var Alabin, der gav en Middag i Darmstadt. Nej —
det var vist ikke i Darmstadt; det var nok et eller andet Sted i
Amerika. Ja vist saa! Jeg drømte jo at Darmstadt laa i
Amerika. Alabin gav en Middag; vi sad og spiste ved Glasborde
og Bordene sang: „Il mio tesoro!“ Nej, det var ikke „il mio
tesoro“, det var noget meget smukkere, de sang. Og de smaa
Vinkarafler fik Liv og blev til Kvinder.“
Hans Øjne lyste, og han sagde smilende til sig selv: „Ja, det
var vidunderligt — mageløst! Ord kunne ikke udtrykke, hvor
dejligt det var. Man kan ikke engang forestille sig det nu, naar
man er lysvaagen.“ Da han i det samme fik Øje paa en Stribe af
Dagslyset, der faldt ind gennem de svære Rullegardiner, svingede
han hurtigt begge Benene ud af Sofaen og ledte med Fødderne
efter de guldbroderede Safianstøfler, som hans Hustru havde
foræret ham til hans sidste Fødselsdag. Derpaa strakte han, saaledes
som han havde været vant dertil i de sidste 9 Aar, sin Haand ud
i den Retning, hvor hans Slobrok plejede at hænge, men da han
ikke fandt den, gik det pludselig op for ham, at han var i sit eget
Kabinet, og hvorfor han var der. Smilet paa hans Ansigt forsvandt
øjeblikkelig, og han rynkede Brynene.
„Ak ja, ak ja,“ sukkede han, idet han tænkte paa, hvad der
var foregaaet. Og alle Enkelthederne i den Scene, han havde haft
med sin Hustru, det haabløse i hans Stilling og fremfor alt
Bevidstheden om, at han selv var Skyld i det hele, fremstillede sig
for ham.
„Nej! Hun tilgiver mig ikke og kan ikke tilgive mig,“ tænkte
han. „Og det forfærdeligste er, at jeg, skønt jeg selv er Skyld i
det hele, dog egentlig ikke har begaaet nogen Brøde. Se, det er
netop det der er det sørgelige ved Historien. „Aa! Aa! Aah!“
stønnede han fortvivlet, idet han mindedes alt, hvad der var
foregaaet.
Det ubehageligste for ham havde været det Øjeblik, da han
efter at være vendt hjem fra Teateret, tilfreds og fornøjet og
med en dejlig stor Pære i Haanden, som han vilde forære sin
Kone, ikke fandt hende i Dagligstuen og til sin Forbavselse heller
ikke i Kabinettet, men derimod i Sovekammeret og med den
ulyksalige Billet i Haanden, der havde røbet hende alt. Hun, denne
altid travle og efter hans Mening noget indskrænkede Dolly, sad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
