Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
174 Krig og Fred
»Nej to!" svarede denne.
,Ja, hvis jeg var Kejser, vilde jeg aldrig føre Krig!" erklæ-
rede Nesvizkij og vendte sig bort.
»Fjendens Kanoner blev atter trukket frem og ladet, og en
tæt Skyttekæde nærmede sig Floden. Oppe paa Højderne viste
der sig igen smaa hvide Røgskyer, og Kartæskerne raslede hen
over Brodækket. Men denne Gang kunde Nesvizkij ikke se, hvad
Virkning de gjorde, da alt dernede nu var indhyllet i en tæt graa
Røg. Det var lykkedes Husarerne at stikke Ild paa Broen, og
Franskmændene skød nu blot, fordi de ikke havde andet at sky-
de paa.
Rostov, der hele Tiden kun havde i sine Tanker, hvorledes
han skulde klare sig over for Obersten, blev staaende, da han
naaede et Stykke ud paa Broen. Hugge løs paa Fjenden kunde
han ikke, da der ingen Franskmænd var i Nærheden, og hjælpe
med til at stikke Ild paa kunde han heller ikke, da han ikke som
de andre Husarer havde taget et Halmknippe med. Hvad skulde
han gøre? — Han vidste det ikke. Men midt i al sin Raadvildhed
hørte han pludselig en raslende Lyd hen over Brodækket, og i
samme Nu saa’ han, at en af de nærmeste Husarer segnede over
mod Rækværket. Han løb hen til ham sammen med tre eller
fre andre; der blev raabt paa en Baare, og efter at denne var
kommet til Stede, tog de alle fat i ham og begyndte at løfte
ham.
,Av—av—av—av! AÅa—aah! Slip mig! Lad mig ligge!” støn-
nede den saarede, men ikke desto mindre lagde de ham op påa
Baaren og gik saa med ham.
Rostov vendte sig gysende bort fra dette Syn og saa” ud i
” det fjerne, som om han søgte noget dér. Hvor smuk var Himlen
ikke, hvor rolig, dyb og blaa, hvor straalede Solen ikke i sin
Nedgang, og hvor venligt blinkede Vandet ikke i den fjerne
Donau! Ja, dérhenne, langt borte, bag de blaanende Bjærge, hvor
Klosteret tittede frem mellem Fyrreskoven, som hvilede i en
Taage — dér var Freden og Lykken at finde. ,Ak gid jeg var
dér,” tænkte han, saa skulde jeg intet mere ønske! Hør, nu
skyder de igen, og nu løber jeg og alle de andre; og Døden er
over mit Hoved, om mig og alle Vegne. Om et Minut — om et
Sekund maaske — er det hele forbi, og saa skal jeg aldrig mere
gense den lyse, klare Sol, den blanke Flod og Bjærgene hist-
ovre.” — Og netop i det samme forsvandt Solen bag Skyerne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
