Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
REE
Krig og Fred 213
højre blev stærkere og stærkere, og de franske Skytter havde
allerede overskredet et lille Vandløb, der laa foran Fronten, og
ordnede sig nu til Fremrykning noget uden for Bøsseskuds Af-
stand. Generalmajoren kravlede derfor op paa sin Hest, rettede
sig strunk i Sadelen og red hen til Husarobersten. Begge hilste de
overordentlig høfligt paa hinanden, men ikke desto mindre for-
maaede de kun daarligt at skjule den fjendtlige Stemning, der
herskede i deres Hjerter.
»Ja, Oberst,” sagde Generalen, ,jeg siger Dem endnu en
Gang, at jeg ikke kan forsvare at lade Halvdelen af mine Folk
tage inde i Skoven, og jeg beder Dem derfor om — hører De, jeg
beder Dem om at samle Deres Regiment og gøre et Angreb paa
Fjenden."
»Og jeg beder Dem om ikke at blande Dem i mine Sager!"
svarede Obersten hidsigt. »Ja, hvis De endda var Kavalerist,
men ..…..
»Ja, Kavalerist er jeg ikke, Hr. Oberst, men jeg er Generai,
og altsaa Deres Superieur, at De véd dett"
»Ja, det véd jeg udmærket godt!" raabte Obersten, der blev
karmoisinrød i Hovedet og sporede sin Hest. ,Men vil De ikke
ulejlige Dem med ud i Skyttekæden, saa skal jeg vise Dem, at
Stillingen ikke kan holdes, og at vi derfor lige saa godt kan for-
lade den straks. Jeg har ikke Lyst til at lade mine Folk skyde ned
blot for at gøre Dem en Fornøjelse!’"
»De forglemmer Dem, Hr. Oberst! Det er ikke for min For-
nøjelses Skyld, at jeg anmoder Dem derom, og jeg taaler ikke
den Slags Yftringer."
Generalen modtog imidlertid Oberstens Forslag og red med
fremskudt Bryst og rynkede Bryn ud i Skyttekæden, hvor Kug-
lerne øjeblikkelig begyndte at svirre om Ørene paa dem. Det
var til slet ingen Nytte, at de opholdt sig paa dette farlige Sted,
da man fra deres tidligere Standplads endnu tydeligere end her
saa”, at Forterrainet var saa gennemskaaret, at der ikke kunde
være Tale om at gøre nogen Attake paa Fjenden, men ikke desto rr at
mindre blev de begge holdende og maalte hinanden med Øjnene fl
som to kamplystne Hanekyllinger, hver især ventende paa, åt (kil ’
Modstanderen skulde vise Tegn til Ængstelse. Begge bestod ru
imidlertid Prøven med Ære, og de vilde maaske være blevet
holdende her længe endnu, da naturligvis ingen af dem vilde kl
give sig først, hvis de ikke pludselig havde hørt en heftig Skyd-
Leo Tolståy: Krig og Fred. 1 14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
