Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
304 Krig og Fred
Medlidenhed med sig selv. Han kom til at tænke paa sin Moders
sidste Brev, som han i dette Øjeblik bar paa Brystet. »Ja, hvad
mon hun vilde sige,” sukkede han, ,hvis hun saa” mig her paa
denne Kirkegaard og med Døden lige i Hælene?"
I Landsbyen Hostieradek, som laa uden for det fjendtlige Ar-
tilleris Skudvidde, myldrede det med flygtende, men Bevidst-
heden om, at Fjendens Kugler ikke kunde naa herhen, virkede
saa beroligende, at det dog var nogenlunde muligt at holde Styr
paa dem.
Heller ikke her kunde man give ham nogen Oplysning om,
hvor han skulde finde dem, han søgte. Nogle mente, åt det var
rigtigt nok, at Kejseren var saaret, men andre benægtede det
og paastod, at det var hans Overhofmarskal, Grev Tolstoy, der
midt under Slaget var flygtet bort i Kejserens Karet, som havde
givet Anledning til dette Rygte. Endelig, langt om længe, fik
Rostov ud af en gammel Kaptajn, som sad i Vejgrøften, at der i
den nærmeste Bondeby opholdt sig en hel Del højtstaaende Offi-
cerer, og han begav sig saa derhen, ikke fordi han nærede noget
Haab om at finde Kejseren eller Kutusov, men blot for at have
den Bevidsthed, at han havde gjort, hvad han kunde.
Efter en halv Times Ridt naaede han den omtalte Landsby,
og et Stykke oppe i denne fik han Øje paa to Ryttere, der holdt
paa tværs af Vejen og foran en bred, vandfyldt Grøft, som om-
gav en stor Frugthave med mange Træer. Medens han red hen
imod dem, satte den ene pludselig let over Grøften, men sprang
straks tilbage igen og blev saa holdende foran sin Ledsager med
Haanden til Huen. Han vilde øjensynlig overtale ham til at følge
sit Eksempel, men den anden afviste ham med en lille, bydende
Haandbevægelse, og saa snart Rostov saa” denne korte Gestus,
genkendte han øjeblikkelig sin tilbedte Kejser, hvis Skæbne han
indtil dette Øjeblik havde været saa dybt bekymret for.
»Nej, det er ikke muligt! Det kan ikke være ham, der holder
her ene paa Landevejen, og kun med en enkelt Ledsager!" sag-
de han til sig selv, men da Rytteren i det samme vendte Hove-
det, forsvandt den sidste Rest af hans Tvivl. Ja, det var virke-
lig Kejseren! Han var bleg og hans Øjne dybt indsunkne, men
det forøgede kun hans Ansigts blide og resignerede Udtryk. Ro-
stov følte sig usigelig lykkelig i dette Øjeblik. Han var nu vis
paa, at Kejseren var uskadt, og han ikke alene kunde, men det
var endogsaa hans Pligt at overbringe ham Bagrations Forespørg-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
