Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 Krig og Fred
er fortabt — vanæret, og har ikke andet tilbage end at skyde mig
en Kugle for Panden, og saa sidder de her og spiller og synger!
Skal jeg gaa min Vej? — Aa nej, jeg kan lige saa godt blive!"
Og han fortsatte saa sin bedrøvelige Vandring op og ned ad
Gulvet.
»Men Nikolaj, hvad er der dog gaaet dig imod?" spurgte
Sonjas urolige Blik; hun havde nemlig straks lagt Mærke til hans
Nedslagenhed. Natascha havde ogsaa hurtigt opdaget, at det var
galt fat med ham, men hun var saa fornøjet og lykkelig i dette
Øjeblik, at hun slet ikke havde Tanke for andres Sorger.
»Naa Sonja, begynd saa!" sagde hun og stillede sig op midt i
Salen, for at hendes Stemme rigtig kunde komme til sin Ret. Og
medens hun løftede Hovedet og sænkede Armene, søgte hendes
Øjne hen til Denisov, der fulgte hende med beundrende Blikke.
»Hvad mon hun egentlig er saa glad over?" tænkte Nikolaj.
»Og at den Slags Tosserier virkelig kan more hende? — Nej, jeg
forstaar det ikke — det er mig ufatteligt!"
Natascha havde i de sidste Par Maaneder dyrket Sangen med
en hidtil ukendt Iver, nærmest maaske for at behage Denisov, der
var i den syvende Himmel, naar han lyttede til hendes Toner, og
hendes Anstrengelser var ogsaa bleven kronede med Held. Gan-
ske vist manglede hendes Stemme endnu det, man kalder Skole,
men den havde vundet baade i Klang og Fylde, og jomfruelig,
frisk øg uberørt som den var, rev den alle med sig og satte selv
Kendere i Henrykkelse.
»Men hvad er dog dette?” tænkte Nikolaj, da han hørte
hendes bløde, smeltende Stemme. ,Hun synger jo henrivende!"
Og han glemte med ét alt, hvad der tyngede hans Sind, og læng-
tes kun efter de næste skønne Toner, idet der nu ikke eksisterede
andet for ham end trefjerdedels Takten i: ,,Oh, mio crudele af-
fetto.” — ,Nej, hvor dejligt hun dog synger!" gentog han den
ene Gang efter den anden, og det var, som om disse Toner vakte
alt det bedste til Live i ham. Og hans egen Sorg og Ulykke svandt
ind til intet i Sammenligning med det, der nu løftede hans Sjæl og
bragte Spaadom om noget endnu skønnere og herligere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
