Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Krig og Fred 131
Nærheden af den, og skynder du dig ikke, snupper han Ulven
lige for Næsen af dig. Og derfor, min Ven: Alabom — Marsch!"
»Ja, jeg er jo ogsaa paa Vejen derhen, men først maa vi da
have alle Støverne samlet i en Meute."
Nikolaj gav den fornødne Ordre og red derpaa videre ved Si-
den af Onkel Mikhail. Natascha, der var saa tæt indhyllet i Tør-
klæder og Shavler, at man kun kunde se hendes straalende Øjne
og Næsetippen, sluttede sig ogsaa til dem med sit lille Følge,
der bestod af Petja og en Rideknægt, som var sat til at være hen-
des Beskytter. Petja, der jumpede af Sted med et fornøjet Ansigt,
arbejdede uafladeligt med Tøjler og Pisk, men Natascha, som
sad smukt og frit paa sin sorte Araber, førte den med let og
sikker Haand.
Onkel Mikhail skævede misfornøjet hen til Natascha og
Petja, for han var en ægte Nimrod, der ikke holdt af Løjer og
Narrestreger paa Jagten.
»Goddag, lille Onkel! Kan du se, vi er ogsaa med!" skreg
Petja.
»Goddag, Goddag! Men tag jer dog i Agt. I er jo lige ved at
ride Hundene ned!" svarede den gamle Herre gnavent.
»Ja, du maa endelig ikke tro, lille Onkel, at jeg agter at ge-
nere nogen af jer!" sagde Natascha. ,,Vi skal nok blive paa vor
Post og holde os saa stille som Mus, det lover vi dig!"
»Ja, det er vist ogsaa det fornuftigste, I kan gøre. Men pas
blot paa, I ikke falder af Hesten, for saa er Fanden løs! Alabom
— Marsch!"
Man kunde nu skimte Skoven en tre, fire Hundrede Alen for-
ude; og efter at Nikolaj havde aftalt med Onkelen, hvor Meuten
skulde slippes løs, anviste han Natascha hendes Post, der var
valgt saaledes, at hun efter al Sandsynlighed intet Tilløb vilde
faa, og satte derpaa over en dyb Grøft for at dirigere Hundene.
»Naa, lille Nevø, pas nu godt paa og glem ikke, at det er en
gammel Ulv, du har at gøre med. Blot den ikke narrer dig!"
»Ja, det vil Tiden vise!" svarede Nikolaj, medens han galo-
perede bort. ,,Karaj! Fy-u-it!" fløjtede han til en gammel, styg
Hund med dobbelt Næse og Knurhaar, som havde erhvervet sig
et vist Navn, fordi den engang ganske alene havde taget en stor
og glubsk Ulv paa sin Samvittighed. .
Den gamle Greve, som kendte sin Søns Jagtiver, piskede
paa Hestene, det bedste han kunde, for at naa Skoven i rette
9%
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
