Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
re
Krig og Fred 299
fig selv, men det forekom ham, at denne Følelse stod stærkt i
Forbindelse med det Sabelhug, han havde givet den unge franske
Officer. fil
Grev Ostermann-Tolstøj red Husarerne i Møde, kaldte Ro- HUE NMN
stov frem og takkede ham med varme Ord. Han forsikrede, at
Kejseren skulde blive underrettet om hans raske Daad, og lod
ham vide, at han vilde blive indstillet til St. Georgskorset. Niko-
laj, som havde ventet at faa Ubehageligheder, fordi han havde
angrebet Fjenden uden Befaling, blev naturligvis glad overrasket
ved denne Modtagelse, men han var dog stadig lige trykket og
kunde ikke faa Bugt med den mærkelige Forstemthed, der
havde grebet ham.
»Men hvad er der dog i Vejen?" spurgte han sig selv, me-
dens han red bort fra Generalen. ,,Har jeg da baaret mig forkert
ad? — Nej, ingenlunde, jeg har gjort netop, hvad jeg skulde.
Men alligevel ... hvor kunde jeg dog nænne det? Og nu husker
jeg jo ogsaa tydeligt, at min Arm standsede lidt, inden jeg hug-
gede til."
Da Fangerne skulde føres bort, red han hen til den unge
Officer med det barnlige Ansigt for at berolige sig med Hensyn
til hans Tilstand. Den stakkels Fyr, der sad paa en af Husarernes
Haandheste, saa” sig uroligt om til alle Sider, men hans Saar
lod for Resten til at være højst ubetydeligt, da han selv kunde
føre Tøjlerne. Saa snart han fik Øje paa sin tidligere Modstan-
der, kom der et bedrøveligt Smil paa hans Ansigt, men han hilste
dog samtidig med en lille Haandbevægelse for at vise sit venlige
Sinde’ag. Og Nikolaj red saa bort endnu mere skamfuld og ilde
til Mode end før.
Hele denne Dag og den næste var han udelukkende optaget
af at undersøge, hvor vidt han egentlig havde udrettet noget, der
fortjente Anerkendelse, men jo mere han tænkte paa sin saakald-
te Heltegerning, desto ubegribeligere blev det ham, at han virke-
lig havde gjort noget, der var værd at tale om. ,For det første,”
sagde han til sig selv, ,var det jo den letteste Sag af Verden at
drive Dragonerne paa Flugt, da de gjorde omkring, saa snart de
saa” os. Og kan man kalde det Heltemod, at man forfølger dem, i
der løber deres Vej? Nej, jeg var hverken besjælet af Mod eller i|
Fædrelandskærlighed, da jeg forfulgte denne stakkels lille Fyr i
med de venlige blaa Øjne og Kløften i Hagen. Og hvad havde HER
han egentlig gjort mig, siden jeg huggede løs paa ham? — Intet! ANSE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
