Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Soldaterliv i Kavkasus 15
i Panden har de et vældigt Øje, og deres Hue er gloende rød —
ligesom din, min rare Ven," henvendte han sig pludselig til Re-
krutten, der havde en højst mærkværdig Hue paa med rød Puld.
Denne pludselige Henvendelse kom Rekrutten saa uventet, at
han gik bagover og satte sig ned med det samme. Han lø, saa han
knap kunde faa Vejret, dunkede sig paa Knæene og saa” ud, som
om han skulde kvæles i Hoste og Latter.
»Og saa er der endnu nogle Fyre oppe i Bjærgene, sagde jeg
til ham, nogle smaa Tvillingdværge, af hvilke de største kun hol-
der et Kvarter i Højden. De gaar altid to og to sammen og holder
hinanden i Haanden, og saa kiler de saa gesvindt af Sted, at man
ikke kan hale ind paa dem, selv om man sidder paa den hurtigste
Hest. — Hvad for noget, min rare Ven? spurgte Fæet mig, er de
da født med at holde hinanden i Haanden? — Ja, sagde jeg, saa-
dan er de skabt fra Naturen af, og river du deres Hænder fra
hinanden, kommer der Blod, akkurat som paa Kineserens Hoved,
naar du tager Hatten af ham. — Ja, men sig mig, min rare Ven,
sagde han saa, hvad gør de egentlig ved jer, naar de faar fat i jer?
— Hvad de gør? sagde jeg. De sprætter Maven op påa os, og
vikler saa alle Tarmene om venstre Haands Tommelfinger. Og
det kilder, kan du tro, og vi griner — lige til vi kreperer af Grin."
»Naa, men troede de nu paa, hvad du sagde?" spurgte Maksi-
mov med et let Smil, medens alle de andre vred sig af Latter.
»Ja, saadan er de nu engang, de løjerlige Mennesker derhjem-
me, at de tror alt, hvad man bilder dem ind. Men da jeg begyndte
at fortælle om Bjærget Kasbek, og at Sneen bliver liggende paa
det hele Sømmeren igennem, lo de mig lige op i Ansigtet, min
rare Ven. — Hør, Kammerat, nu gør du nok Løjer med os, sagde
de. Vil du bilde os ind, at Sneen ikke skulde tø paa saa stort et
Bjærg, nåar vi herhjemme har en ussel lille Høj, der er helt fri
for Sne, mens denne endnu ligger alenhøjt i alle Lavninger og
Huller. Nej, min rare Ven, kom ikke til os med den! raabte de
allesammen."
Tschikin blinkede skælmsk med sit ene Øje og puttede Piben i
Munden igen som Tegn paa, at han nu ikke havde mere at for-
tælle.
”g
UL AGE JER ST NERE RESSEER
|
j Au |
led) £ HRG RER rene SA PSR
ED.
re
orn ROR TSG
SEE SE
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
