Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Soldaterliv i Kavkasus 17
»Og hvør langt tror du, der er over til dem, min rare Ven?"
spurgte Tschikin.
»Aa, der kan vel være en femten—seksten Hundrede Alen,"
sagde Maksimov langsomt og halvhøjt, som om han talte med sig
selv. I hans Ansigt læste man den samme Lyst til at brænde løs
paa dem, som hos alle de andre.
»Hør, véd De hvad, nu var der vist noget at gøre! De skulde
skynde Dem, mens de er samlede," sagde Kompagnichefen i en
overtalende Tone.
»Skal vi ikke give dem et Skud?" spurgte Antonov med sin
dybe Bas, og det forekom mig, at hans Ansigt havde et næsten
mørkt og vredt Udtryk.
Jeg kunde ikke længer modstaa det almindelige Ønske og be-
falede, at Kanon Nr. 2 skulde rettes ind mod de næsvise Ryttere.
Næppe havde jeg sagt det, førend Granaten blev sat ind i
Mundingen og ført til Bunds. Antonov hældede sig hen over La-
vetten, stak sin Haand bagud og begyndte at vinke,
»En lille Kende til venstre! — Saa — nu lidt til højre! End-
nu lidt — øg endnu lidt! Nu er det godt!" sagde han efter at have
rettet Opsatsen ind og forlod med et stolt Ansigt sin Plads.
Kaptajnen, Maksimov og jeg saa” den ene efter den anden hen
over Opsatsen og gav hver sin Mening til Kende.
»Den gaar for langt, det véd Gud den gør," brummede Ve-
lentschuk, skønt han havde staaet og kigget over Antonovs Skul-
der og altsåa ikke kunde have nogen Mening om, hvorvidt Sigtet
stod rigtigt. ,Saa sandt jeg staar her, gaar den over Hovedet paa
dem og slaar ned i Træerne bagved !"
»Kanon Nr. 2! Fyr!" kommanderede jeg.
Betjeningsmandskabet løb tilbage, og Antonov skyndte sig ud
til Siden for at iagttage Nedslaget. Røret fængede, og det sang i
Kanonens Malm. I samme Nu indhylledes vi i en tæt hvid Krudt-
røg, og gennem det øredøvende Knald hørte vi den hvislende, sku-
rende Lyd af Granaten, der fjernede sig gennem Luften, Svagere
og svagere blev denne Hvislen, indtil den til Slutningen tabte sig
i den almindelige Tavshed.
Lige bag ved Rytterskaren derovre viste der sig en lille hvid
Røgsky. Tatarerne spredtes til alle Sider, og vi hørte Lyden af en
Eksplosion.
»Det kan jeg lide! Se hvor de faar travlt! Det holder de Sa-
taner nok ikke af!" hørte man baade fra Artillerister og Infanteri-
Leo Tolstéy: Fortællinger II. i 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
