Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
156 Kosakkerne
mørke Kitler saa’ de helt adstadige ud. Med rolig og værdig Røst
talte de sammen om Høsten, og Ungdommen nu til Dags og om
ny og gamle Tider. Overlegne og selvbevidste saa” de ned paa
den unge Slægt, der bevægede sig omkring dem. Alle, der kom
forbi dem, viste dem den skyldige Ærefrygt. Konerne og de
unge Piger standsede et Øjeblik, sænkede Hovedet og gik saa
videre. De unge Kosakker sagtnede deres Gang og løftede ær-
bødigt paa deres lange, spidse Huer. De gamle besvarede disse
Hilsener tavst og med afmaalt Værdighed. Nogle saa” strengt og
alvorligt, andre venligt paa de forbigaaende.
De unge Piger havde endnu ikke begyndt at træde Rund-
dansen. Leende og passiarende muntert sammen sad de i deres
lyse Dragter og hvide Tørklæder i Skyggen af Husene, hvorhen
Solens skraa Straaler ikke kunde naa. Børnene løb larmende og
skrigende hen over Torvet efter Boldene, der fløj højt op mod
den klare Himmel. Hist henne dansede de halvvoksne Pigebørn
rundt i en Kreds og sang dertil med deres gennemtrængende,
men tynde og usikre Stemmer. De unge Kosakker, der havde
taget Orlov for at være med til Festen, skinnede i guldgalonerede,
røde eller hvide Kapper. Glade og fornøjede gik de Haand i
Haand to eller tre sammen fra en Gruppe Kvinder til en anden,
spøgende og leende, hvor de kom frem. Stolt som enhver Køb-
mand i Østerland og gennemtrængt af Bevidstheden om sin egen
Betydning stod den armeniske Kræmmer i Døren til sin Bod, ven-
tende paa, at der skulde komme Kunder. I Baggrunden af Boden
saa’ man Hylder med Stabler af brogede Tøjer. To rødskæggede,
barfodede Bjærgboer, der var kommet for at se paa Festen, sad
paa Hug foran deres Gæstevens Hus. Sorgløst røg de af deres
korte Piber, spyttede en Gang imellem, saa’ paa Menneskevrim-
melen og tilkastede hinanden Bemærkninger, der indskrænkede sig
til korte Strubelyde. Hist og her lød der allerede drukne Sange.
Alle Hytter var lukkede, Trapperne vadskede og skurede, og ikke
en Sjæl var hjemme. Selv de gamle Koner deltog i Glæden.
Himlen var blaa og gennemsigtig; ikke en Vind rørte sig. Det saa”
ud, som om de fjerne, mathvide Bjærgtoppe, der farvedes røde
i den nedgaaende Sols Straaleglans, laa lige bag Landsbyens
Tage. Igennem al den forvirrede Larm og festlige Jubel, der,
smeltende sammen til én eneste summende Lyd, bares hen over
Stanitzaen, lød en Gang imellem det rullende Drøn af et Kanon-
skud i det fjerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
