Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Snestormen 37
dybest," svarer en Kone, som staar og lægger vaadt Linned op i
et Trug. Jeg følger Retningen af hendes Finger og opdager da et
Hoved, som er i Færd med at dukke under Vandskorpen. Det
viser sig atter, forsvinder og dukker op igen. ,Jjeg drukner!
Hjælp! Hjælp!" lyder det derovre fra. Vandet lukker sig, det
bobler i Overfladen, og saa — ja, såa gaar det op for mig, åt
det er paa højeste Tid at komme til Hjælp, og jeg brøler af alle
Livsens Kræfter: ,Han drukner! Han drukner!"
»En forbandet Historie!" siger Forvalteren ærgerligt. ,,Nu
faar vi vor Hyre med Retten. Det slipper vi ikke godt fra."
En Bondemand, der kommer gaaende med Leen paa Nakken,
puffer sig gennem alle de gamle Mænd, Kællinger og Børn, der
har samlet sig ovre påa den anden Bred. Han hænger Leen op i
et Piletræ og begynder ganske sindigt at trække Støvlerne af.
»Hvor var det han sank? Hvor var det?" spørger jeg den ene
Gang efter den anden, skønt jeg selv lige har set, hvor Stakke-
len forsvandt. Endnu har jeg ikke opgivet at styrte mig i Vandet
— endnu er jeg opsat paa at udføre det vidunderlige, der skal
hæve mig i alles Øjne.
De andre peger paa den glatte Vandflade, som nu og da kruses
af et let Pust. Jeg kan ikke fåa det i mit Hoved, at han virkelig
er druknet. Vandet staar saa smukt, saa glat og roligt over ham
og glinser som Guld i Middagssolens Straaler. Men skønt jeg for
et Øjeblik siden var betænkt paa at springe ud, beslutter jeg dog
nu at blive, hvor jeg er, saa meget mere, som jeg ikke kan
svømme, og Bonden allerede har faaet Støvlerne af.
Nu har Manden kastet Tøjet. Alles Øjne følger ham med
ængstelig Spænding. Han sjokker ned til Dammen og begynder
at vade ud, men da han er kommet saa langt, at Vandet naar ham
til Skulderen, vender han om, gaar langsomt tilbage og trækker
igen Skjorten paa. — Han kan ikke svømme.
Der strømmer flere og flere til, men ingen tænker paa at
hjælpe. De, som lige er kommet, giver Raad eller fylder Luften
med Jammerskrig; de som har været her hele Tiden, har sat
sig i Græsset, fordi de er trætte af at staa. Enkelte, som er kede
af at vente, lister af. Den gamle Matrona spørger sin Datter, om
hun har husket at lukke for Ovnen, og Drengen, som kom lø-
bende i sin Faders Trøje, morer sig med at slaa Smut.
Jeg hører en Bjæffen bag ved mig. Det er Fedøors Hund, den
vævre Tresorka, der kommer løbende ned ad Skraaningen. Lidt
DE emir SE ben
frem ganpepA ERR EDER ORE fer sen ER
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
