Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46 i Snestormen
under Sneen, kun pines vi alle af en ulidelig Tørst. Jeg faar
Flaskefoderet frem, trakterer med Rom og Sukker og tager mig
selv en ordentlig Slurk. Fyren, der kan fortælle saa godt, er
heller ikke ledig, han møder med et langt Eventyr om Regnbuen.
»Nu graver vi os hver et Værelse, og saa lægger vi os til at
sove," foreslaar jeg, saa snart han er færdig.
Sneen er saa blød og såa varm — næsten som Bomuld. Jeg iaver
mig en stor Hule og vil krybe ind i den, men Fedor, der har set,
at jeg gemmer mine Penge paa Bunden af Flaskefoderet, raaber:
»Stop! Hid med Moneterne!" og tager fat i mit ene Ben. Jeg
afleverer alle de Penge, jeg har og beder ham om at give Slip,
men han og de andre — den gamle er ogsaa med — tror, at jeg
har flere endnu, og vil slaa mig ihjel. Jeg griber den gamles Haand
og giver mig til at kysse den. Og det er mig en Nydelse at trykke
den til mine Læber, for den er fin og blød som en Jomfrus. Først
vil han trække den til sig, men saa betænker han sig, tillader mig
at beholde den og klapper mig oven i Købet kærligt med den
anden. I det samme kommer Fedor og truer ad mig. Jeg slider mig
løs og farer ind i min Hule, der forvandler sig til en lang, smal
Gang. Saa mærker jeg et Tag i mit højre Ben. Jeg river mig atter
løs. Mine Benklæder og en Del af mit Skind gaar i Løbet, men
jeg glemmer det ved Synet af min Tante, der kommer mig i Møde
med sin Parasol og sit Husapotek under den ene Arm og den
druknede under den anden. Jeg vinker til dem, for at de skal kom-
me hen og hjælpe mig, men de forstaar mig ikke og ler mig lige
op i Ansigtet. Jeg farer videre, kommer ud af Gangen og styrter
efter en Slæde, der jager forbi. Det lykkes mig at komme ind i
den, men mine Ben bliver hængende ud over Randen og slæber
i Sneen. Den gamle sætter efter mig til Hest med dinglende
Knæer. Han kommer nærmere og nærmere — nu er han kun et
Par Alen fra mig, men jeg hører Klokkernes Klang og véd, at jeg
er frelst, hvis jeg kan faa fat i dem, inden han naar mig. Stær-
kere lyder Klangen af dem ind i mit Øre. Blot en Kraftanstrengel-
se endnu, saa er jeg derhenne! — For sent! Han indhenter mig
og lægger sig med hele sin Vægt over mit Ansigt, saa jeg hverken
kan høre eller se. Atter griber jeg hans Haand og vil kysse den,
men i det samme forvandler han sig og bliver til den druknede.
»Ignaschka!" raaber han. ,Vi er. fejl paa det! Kom selv og se!" —
Jeg gyser af Rædsel og beslutter at vaagne.
Jeg aabner Øjnene: Vinden har blæst en Flig af Aleschkas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
