Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
162 Polikuschka
Hun vilde tage dem, men Dutlov trak sin Haand til sig, kram-
mede dem sammen og puttede dem ned i sin Lomme.
»Naa, er du nu rigtig glad?" spurgte Dunjascha.
»Om jeg er! Ja jeg véd knap, hvordan ... jeg véd knap .…."
Han kunde ikke tale videre for Bevægelse, hans Mund for-
trak sig krampagtigt, og han skyndte sig ud.
Fruen ringede. Dunjascha løb derind.
»Naa, har du saa givet ham dem?" spurgte Fruen.
»Ja."
»Blev han meget glad?"
»Ja, han blev helt tosset af Glæde."
Aa, lad ham komme herind. Jeg vil gerne høre af hans egen
Mund, hvordan han fandt dem."
»Dunjascha løb ud og traf Dutlov nede paa Trappen. Han
stod med Sedlerne mellem Tænderne og løste op for sin Pung.
Formodentlig havde han en Følelse af, at de ikke rigtig var hans,
før han havde dem nede i Pungen. Da Dunjascha kaldte paa ham,
blev han saa forskrækket, at han nær havde tabt alle Sedlerne.
»Hvad skal jeg?" spurgte han. ,Hun vil da ikke tage Pengene
fra mig. Aa, læg et godt Ord ind for mig, hører du, saa forærer
jeg dig en dejlig, stor Krukke Honning."
»Ja, gør du det," skyndte Dunjascha sig at sige.
Døren aabnedes, og Dutlov blev ført ind til Fruen. Han var
alt andet end glad. ,,Nu tager hun dem igen," tænkte han og løf-
tede sine store Bastsko saa højt, medens han gik hen over det
bløde Tæppe, som om han vadede gennem en Kornmark. Han
vidste hverken ud eller ind, og alting løb rundt for ham. Han
saa” et Spejl, inden i det en gammel Bonde, der gik og løftede
Fødderne, derpaa et stort Billede af en eller anden fornem Her-
re, saa noget, der lignede et grønt Trug, og oven paa det noget
hvidt.
Pludselig begyndte dette hvide at tale. — Det var Fruen. Han
stod og gloede med vidaabne Øjne og saa” dog intet.
»Er det dig, Dutlov?" hørte han Fruen sige.
»Ja, Deres Naade," svarede han, ,det er mig. Og De kan
stole paa, at der er i Brevet, hvad der skal være. Saa snart jeg
fandt det, piskede jeg løs paa min Hest for at komme herhen ..."
»Du har Lykken med dig," afbrød hun ham med et velvilligt
og nedladende Smil. ,,Tag Pengene; behold dem alle sammen —
det er dine."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
