Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Polikuschka 167
brættets Kugler derindefra. Derpaa gik han ned i Kælderen og
smækkede med Kistelaaget. Da han kom op, var Nastasja atter
gaaet til Hvile. Hun, der om Dagen var saa stille og rolig, laa
nu og snorkede himmelhøjt, men Aksinia, som for lidt siden havde
gjort saa meget Spektakel, trak derimod Vejret ganske sagte.
Dutlov saa’ hen paa hende, rystede paa Hovedet, klatrede op
påa Ovnen og søgte hen ved Siden af sit ældste Barnebarn. I
Mørket smøgede han Bastskoene af og smed dem ned paa Gul-
vet. Derpaa lagde han sig paa Ryggen og lyttede til Kakerlak-
kernes Kriblen op og ned ad Væggene, de sovendes Snorken og
Kvægets Prusten og Snøften ude i Gaarden.
Saaledes laa han længe uden at kunne sove. Maanen stod op,
og det blev lysere i Stuen. Han kunde nu skelne Aksinia, som
laa og sov henne paa Bænken, og noget mørkt i Nærheden af
Døren, men om det var hans Søns Kaftan eller et Trug, Fruen-
fimmerne havde stillet op mod Væggen, kunde han ikke blive
klog paa. Sov han, eller var han vaagen ? Ja, det vidste han knapt
selv. Han mærkede kun, at han blev mere og mere ængstelig,
jo længer han saa” paa Genstanden henne ved Døren. Det var
tydeligt, at den Mørkets Aand, hvis Nærhed Hyttens Beboere
mærkede i denne Nat, ogsaa havde bredt sin Skygge over Lands-
byen og ud over Dutlovs Hus, hvor de Penge laa, som han havde
brugt til at styrte Polikej i Fordærvelse med.
Saa meget var vist, at Dutlov følte den Ondes Nærværelse
her og derfor befandt sig rigtig ilde. Han vilde sove, men kunde
det ikke; han vilde rejse sig, men det var ham ogsaa umuligt.
Og hvor forunderligt! Jo længer han saa” paa den mørke Gen-
stand, desto mere kom han til at tænke paa Ilja med de bag-
bundne Hænder, den grædende Aksinia og Polikej, saadan som
han havde set ham oppe paa Loftet. Pludselig forekom det ham,
at der lød Skridt uden for Hytten. ,Hvem kan det vel være paa
denne Tid af Natten?" tænkte han. ;Og hvorledes er han kom-
met ind?" spurgte han sig selv, da han hørte det pusle ude i
Forstuen. ,,Nastasja var der sidst; skulde hun have glemt at luk-
ke af?"
Hunden hylede ude i Gaarden, og Djævelen — for det
maatte være Djævelen — listede sig langs Væggen i Føorstuen
og famlede efter Klinken. Med ét stødte han mod en Tønde, saa
Staverne raslede hen ad Gulvet. Og atter gav han sig til at lede
efter Klinken. Saa! — Nu fandt han den! Dutlov rystede som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
