Ved Oversættelsen er udeladt kun enkelte kortere Stykker, der dels ansaaes at være af mindre Betydning for Sagen selv — f. Ex. om Drankfodringens formentlige Sammenhæng med Benskjørheden hos Kreaturene, om Dyrkning af Hvidbeder, om selvophedet gjæret Foder etc. — dels for at være af mere speciel og mindre almen Interesse — f. Eks. om Organisationen af Afholdsforeninger, om Sagens Fremgang og dens Talsmænd i det og det Sogn, Skrivelser etc. — Desuden er ogsaa enkelte af de Udtryk, der sigter til daværende — og for os mindre bekjendte — svenske Forholde og Personer udeladte. De citerede Bibelsteder ere dels hentede fra vor norske Bibeloversættelse, dels fra den svenske, der ikke paa alle Punkter stemmer ordlydende overens med vor. Sluttelig hidsættes en kort Biografi af Forfatteren, hentet fra „Menneskevennen“ No. 7 for 1880. „Som bekjendt har vort Broderfolk ikke det bedste Lov hvad Drukkenskaben angaar. Dog tør man vel neppe i vor Tid sætte dette Stempel mere paa det ene Folk end paa det andet, thi nuomstunder lider alle Samfund under Drukkenskabens frygtelige Aag. Vil man for Sveriges Vedkommende finde Grunden til hint ufordelagtige Ry maa man gaa Aartier tilbage, dengang Landet truedes med bogstavelig at opsluges af Brændevinsflommen, da man brændte Brændevin nærsagt i hver Hytte. Netop paa denne Tid, da Faren for Brændevinet blev saa truende, var det ogsaa, at det kolossale Arbejde mod det begyndte. Blandt dem, der utrætteligt tog Del i Kampen mod dette Onde, er der især et Navn, som paa det nøjeste er knyttet til den og som lyser over alle de andres, nemlig Peter Wieselgrens. Denne Mand var født den 1ste Oktober 1800 paa Bondegaarden Spånhult i Wärend. Allerede som ung Gut viste han fremragende Evner, hvorfor Faderen, tilraadet af Præsten, besluttede at lade Sønnen studere. Paa Skolen udmærkede han sig fremfor de andre Elever og det Frø, som i det kristelige Fædrehjem var nedlagt i ham, spirede her og bar Frugt, skjønt Vantroens Kulde dengang laa isnende over alle Skoler og højere Kredse. Wieselgren blev Student 1820. Ogsaa her fæstede han snart Læreres og Kammeraters Opmærksomhed paa sig. Man saa snart i ham en overlegen Personlighed, udrustet med Snille og Kundskaber samt i Besiddelse af Talegaver af det sjeldneste Slags. I 1833 blev han Dr. fil. og udnævntes nu blandt andet til at holde Forelæsninger i Æsthetik og Literaturhistorie. „Aldrig havde man seet Høresalene saa fyldte til Trængsel, som da Wieselgren optraadte i dem, aldrig havde man seet Tilhørerne saa dybt grebne, saa kraftigt ildede som nu.“ Men den Ild, som brændte i ham, hentedes altid fra det samme hellige Sted som før, og han frygtede ikke for ved