Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Camilla Collett og hendes forhold til kvindesagen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
28
forladtheden, der modnede hende som for
fatter.
~Jeg ved egentlig ikke, hvordan jeg er kom
men til at skrive", siger hun i forordet til et
senere verk. 1) „Fangen, der med sit blod op
tegner sine bekjendelser paa en strimmel tøi,
kunde maaske ligesaa godt svare derpaa. Jeg
sad dog længe i den varetægtscelle, som kaldes
kvin de, inden det faldt mig ind at skrive paa
lappen, Forvandlingen foregik pludselig og i de
aar, man mindst tænker paa, at den kunde
foregaar, da man allerede afslutter med livet.
Teg havde indtil da kun levet for mine pligter
inden husets grænser. Jeg havde oplevet den
største sorg, der kan ramme et menneske, og
jeg beredede mig allerede muligst fattet paa den
skjebne, der forestod mig: En enkes lod, og i
vort land! Dette endnu! Jeg beredede mig
dertil, men selv den kjækkeste kan ikke indestaa
for sig, naar han staar ansigt til ansigt med det
forfærdelige, og saa er der i afgjørelsens øieblik
undsluppet mig et skrig, mit livs længe tilbage
holdte. Man fortalte mig, at dette var en digt
ning, at det stemplede mig til forfatterinde."
„Amtmandens døtre"! — hveni kjender
ikke denne bog? Statsraadinden og syjomfruen,
’) „Sidste blade", erindringer og bekjendelser (S.
11—12.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
