Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Lina Morgenstern - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
101
..Vi tør ikke sætte vore geværer ned", var
det stadige svar. Endelig banede en medlidende
borger sig igjennem og løftede mig op paa en
smal plads, hvor henved tyve mennesker stod
trykkede ind paa hverandre, og hvor jeg, bøiet
ud over rækverket, neppe formaaede at puste.
Pludselig hørtes skrig. De tæt sammenstu
vede mennesker havde slaaet en dør ind, der
befandt sig bag os. Denne aabnedes, de ind
trængende stødtes tilbage og ned ad trappen.
Men jeg blev herved sat istand til at træde ind.
Jeg befandt mig i politibetjentenes vagtstue. Det
var i den yderste ende af vor bygning.
Lovens folk betragtede mig forundret, medens
de viste mig den nærmeste vei til min afdeling.
Uden at blive bemerket i trængselen ilede jeg,
neppe mig selv mægtig, gjennem bygningens
lange gange.
Endelig fik frøken Therese D. se mig. Hun
kjendte mig næsten ikke igjen, og fulgte forfærdet
med ind i spisekammeret, hvor hun tørrede mig
og klædte mig om.
Forstyrrelsen var saa almindelig, at ingen
havde øie for min skrækkelige tilstand. Selv
troede jeg at kunne overvinde den og satte mig
ved bordet for at uddele ordrer til den følgende
dag. Endelig svigtede de sidste kræfter, og jeg
maatte om natten kjøres til mit hjem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
