Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XII. Jon. (Johannes II.) 1268—1282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
navnlig i Erkebiskop Sigurds Tid, tydelig mærket, i hvilken Retning
deres lønlige Higen og Bestræbelser gik. Nu da Haakon ved sin Død
havde givet Plads for en svagere Eftermand, men Kirken faaet et
Hoved som Jon Raude viste sig at være, var Tiden kommen til en
Gjenoptagelse af det tolvte Aarhundredes Kirkekampe.
Det er ikke rimeligt, at Kong Magnus paa Forhaand har havt
nogen Grund til at frygte for, at Jon skulde optræde med saa
urimelige Fordringer, som Tilfældet blev, thi ellers vilde han maaske have
søgt at skaffe Riget en anden Erkebiskop. Jon synes ogsaa i Rom
at have besørget Ærinder for Kongen, idetmindste er Pavens
Autorisation af to Biskopper som Executorer af Magnus’s Testamente
udvirket under hans Palliumsreise.[1] Heller ikke vide vi, om Jon har
tiltraadt sin Regjering med den bevidste Hensigt at frembringe en
politisk-kirkelig Reform i hierarchisk Retning, eller om han først er
kommen ind paa Tanken ved de ydre Foranledninger, som Kong Magnus’s
Iver for at tilveiebringe en Revision af Landskabslovene og en
ensartet Lovgivning for det hele Land maatte tilbyde.
Allerede 1267 havde Magnus gjennemført en ny Gulathingslov og
i 1268 en lignende for Viken og Oplandene. Begge indeholdt tillige
Christenretter, hvis Grundlag efter den nyeste Forskning[2] antages at
have været den af Erkebiskop Sigurd istandbragte Christenret, og som
derfor ikke stødte paa Modstand fra de sydlige og vestlige
Suffraganbispers Side. Men anderledes gik det, da Magnus forsøgte at
gjennemføre det samme i Frostathinglagen, hvilket først skede, efterat Jon
var hjemkommen som Erkebiskop. Denne vilde ikke taale nogen
verdslig Indblanding i den kirkelige Lovgivning. Den nye
Frostathingslov fik derfor ikke nogen Christenret, og de nye Christenretter kom
ogsaa i det øvrige Norge til at tabe sin Gyldighed. Kongen maatte
indlade sig i Underhandlinger med Erkebiskoppen om en ny for hele
Landet gjeldende Christenret.
Paa Pavestolen sad ved denne Tid Gregorius X (1271—1276).
Han havde, da han blev valgt, befundet sig paa en Pilegrimsfart i
Syrien, hvor Korsfarerstaternes Levninger nu vare stedte i sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
