Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XII. Jon. (Johannes II.) 1268—1282
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Forbud mod at sælge de Geistlige Sølv.[1] Om Tiendeindsamlingen fik
Jon ogsaa Breve fra Paven, daterede fra Marts og Mai 1282,[2] men i
sin Strid med Kongedømmet synes han ikke at have opnaaet nogen
Bistand.
Desto dristigere blev naturligvis Regjeringen, der nu lod geistlige
Ombudsmænd fængsle, ja endog drive ud af Landet. Man udtalte
ligefrem, at man ingen „Næskonger“ vilde taale i Norge og ikke vide
af andre, end dem, som vilde vise Kongedømmet Lydighed.
Erkebiskoppen kom med Advarsler, men Følgen blev kun, at han selv
tilligemed hans to ivrigste Tilhængere, Biskopperne Andres af Oslo og
Thorfinn af Hamar, bleve lyste utlæge og deres Bispestoles Gods
sat under verdslig Administration. De tre Prælater forlode ogsaa
virkelig Landet samme Aar, uvist i hvilken Maaned.
Medens de to andre Biskopper drog til Rom, tog Erkebiskop Jon
sin Tilflugt til det svenske Biskopssæde Skara i Vestergøtland, uden
at vi kjende noget nærmere til, hvilke Forbindelser han her har havt,
og om Omstændighederne ved hans Ophold her overhovedet. Sit
Underhold har han vel fundet hos sin svenske Collega, men længe
kom denne ikke til at vise ham Gjestfrihed, thi Jon bortkaldtes
allerede inden Aarets Udgang ved Døden i Skara 21 Dec. 1282. Aaret
efter førtes ifølge Annalerne hans Lig til Nidaros.
Det berettes i et Pavebrev,[3] at Jon før sin Død skal have været
tilsinds at vende tilbage til Norge, hvilket da maatte forudsætte, at han
vilde bekvemme sig til Udsoning med Regjeringen. I ethvert Tilfælde
var han gaaet ud af Kampen med et Nederlag, der blev afgjørende
ikke alene for hans egen og det samtidige Hierarchis Vedkommende,
men egentlig for bestandig. Mellem sine Tilhængere gjaldt Jon en
Tid for „en hellig Mand“, men hans Helgenry har kun havt kort
Varighed, og gik snart ganske i Forglemmelse.[4] Han blev den sidste
norske Erkebiskop, der paa Kirkens Vegne indlod sig i alvorlig Kamp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
