Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XIV. Eilif (Elavus.) 1309—1332
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjengive i en tendentiøs norsk Oversættelse, hvori endog Ordet
„Drotseter“ indsmugledes paa en paafaldende Maade. I 1325 havde
Erkebispen ladet tage en Vidisse af Haakon Sverressøns (eller som han
kaldte det, Haakon Haakonssøns) Forligsbrev med Geistligheden,
sikkert for at anvende det til Kirkens Fordel. Resultatet blev imidlertid,
at Kong Magnus 14de Sept. 1327 udstedte et Brev, hvortil
Erkebiskopen og de øvrige Biskopper maatte give sit Samtykke, hvorved det
bestemtes, at den af Haakon Haakonssøn og Erkebiskop Sigurd givne
Christenret skulde blive i Hævd, og at Lagmændene skulde dømme
efter den.[1] Dette var egentlig kun en Fornyelse af en lignende
Bestemmelse af Haakon Magnussøn (af 1316), men netop denne Fornyelse
viser, at Geistligheden ved denne Tid har reist Hovedet i Veiret. Den
har da ogsaa opnaaet, at der, hvad vi i følgende Capitel skulle vende
tilbage til, blev stillet en geistlig Mand, Paal Baardssøn, ved
Drotsetens Side som Cantsler. Spændingen mellem Drotseten og Clericiet
vedblev, og fra det følgende Aar have vi et mærkeligt Vidnesbyrd
derom i et Brev fra Biskop Audfinn i Bergen til Erkebispen. Det
gjaldt en Tiendetvist i Bergen. Hr. Erling Vikunnssøn havde da i
Chorsbrødrenes Nærværelse ladet falde de Ord, at „Biskopperne ikke vilde
aflade, førend man gjorde den samme Leg med dem, som man
i sin Tid gjorde med Erkebiskop Jon“.[2]
Eilifs Regjeringstid forløb ikke uden store Ulykker for Stiftet.
Maaske som Følge af Foreningen med Sverige fik man Ufred med
Russerne (Nowgorod), og Haalogaland blev slemt hjemsøgt af fiendtlige
Herjinger. I 1323 blev saaledes en af Hr. Erling Vidkunnssøns
Hovedgaarde, Bjarkø brændt. Her er dog ikke Stedet til nærmere at
omtale disse Kampe, der endte ved en Fred 1326.
Desto mere vedkommer os derimod den sørgelige Skjebne, som
rammede Nidaros Domkirke den 4 April 1328. Denne herlige Bygning
har sandsynligvis ved den Tid været omtrent ferdigbygget og kneiset
i sin hele Pragt, men nu blev den ødelagt ved Ildebrand. Ulykkens
store Omfang erfares bedst af Erkebiskoppens bevarede Brev til „alle
Mænd i Bergens Bispedømme“, hvilket dog først er dateret 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
