Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXIII. Ledighed efter Aslak. Henrik (Kalteisen). 1452—1453. Olaf II. 1459—1474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at han skulde fordømme Baselerforsamlingen.[1] Nu efter at denne var
opløst og en stærk Reaction til Fordel for Pavedømmet indtraadt, var
det vel ei tvivlsomt, at Rom var det rette Sted, men efter saa lang
Tids Forløb, vilde der sikkert opstaa mange Vanskeligheder — især
Pengefordringer —, inden Forholdet kunde bringes i Orden.
I ethvert Fald var fra Nidaros af neppe noget Skridt gjort i
denne Retning, da Kong Christiern I i Juli Maaned 1450 kom til
Byen for at blive kronet. Han medbragte en Æventyrer af den aller
værste Sort, Marcellus, en forløben Franciscaner, sandsynligvis en
Tydsker. Denne Mand havde i Rom opnaaet Provision og Indvielse
som Biskop af Skaalholt, Fuldmagt som Generalcollector af samtlige
Indtægter i Norden o. s. v. og anmassede sig derhos selv Titel af Legat.
Han var en slu og som Cancellist vistnok brugbar Mand, og han havde
forstaaet at indynde sig hos den for saadanne Personer let tilgjængelige
Christiern. Denne elendige Mand vovede at fæste sine Øine paa den
ledige Erkestol.
Kong Christiern, der lod sig krone (maaske af Marcellus, som i
det mindste ved denne Leilighed nævnes først blandt alle
tilstedeværende Rigsraader) protesterede mod Olaf Throndssøns Valg. Han
paastod, at han havde Ret til at „præsentere“ Biskopper i Norge, og
ankede over, at man ikke før Valget havde indhentet hans Samtykke.
Efterat de tilstedeværende norske Biskopper, deriblandt Marcellus selv,
havde ageret Voldgiftsmænd mellem Kongen og Capitlet, maatte dette
naturligvis falde til Fode. Der blev nemlig dømt saaledes, at
Kongedømmets Samtykke var nødvendigt, at Olafs Valg „for Tiden“ ikke
var stemmende med Rigets Bedste, ja at der var Omstændigheder ved
Valget, „som man for den geistlige Stands Æres Skyld vilde fortie“.
Nu var det næste Skridt, at „Legaten“ Marcellus (om hvem
Kongen ikke vidste, at endog hans Fuldmagt som Collector var
tilbagekaldt) skulde gjøres til den norske Kirkes Primas. Marcellus, der slog
om sig med sin store Indflydelse i Rom, kunde allerede i August kalde
sig „Archipostulatus“, og Capitlet er formodentlig blevet tvunget til at
postulere ham. Han sendtes nu til Rom i Kongens Ærinde, men
Christiern forbeholdt sig dog at udsee en ny Candidat til Erkestolen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
