Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Dr. Ludvig Daae: En Krønike om Erkebiskopperne i Nidaros - XXIII. Ledighed efter Aslak. Henrik (Kalteisen). 1452—1453. Olaf II. 1459—1474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Indvielse til Norden og fremstillede sig for Kong Christiern 1452. Denne,
der ikke havde norske Raader hos sig, erkjendte ham, lod ham aflægge
Ed som norsk Rigsraad og medgav ham Brev til Nidaros Domcapitel.
I Februar 1453 var den nye Erkebiskop i Bergen og udstedte
derfra den sædvanlige Opfordring om at erholde subsidium pallii. Han
var fremdeles i Bergen, hvorfra han sendte et Brev til Island, i April
og drog saa til sit Sæde i Throndhjem, ledsaget af to andre Biskopper
og andre Rigsraader. Ogsaa her maa han være bleven anerkjendt.
Men hans norske Værdighed tog en brat Ende. Da nemlig Kong
Christiern om Høsten i det følgende Aar 1453 var kommen til Bergen,
udstedte nogle Rigsraader en Erklæring i det hele Raads Navn, der
skulde bringes til Paven ved to Geistlige, af hvilke den ene,
Udlændingen Daniel Kepken var kommen til Norge med Marcellus og bleven
anbragt som Kannik i Nidaros. Erklæringen gik ud paa, at Kalteisen
var antagen af Kongen uden det norske Raads Vidende og Samtykke,
at Kongen af den Grund havde faaet hele den norske Almenhed imod
sig, „og at der var skeet et saa heftigt Oprør mod Henrik Kalteisen,
at Kongens Embedsmænd kun med yderste Møie formaaede at redde
ham af Oprørernes Hænder“. Ja, Forbitrelsen var saa stor, at hele
Norges Folk var bestemt paa hellere at finde sig i Død og Ulykke, ja
Tilbagefald fra Troen, end i at taale „Broder“ Henrik Kalteisen eller
nogen anden Biskop, der ikke var valgt af Kirken og kaldet af
Kongedømmet, som med stor Bekostning havde grundet Kirkerne o. s. v.
„Broder“ Henriks Sæder vare derhos ganske forskjellige fra
Nordmændenes, han var en svagelig Mand, taalte ikke Klimatet og duede ikke
til de nødvendige lange Reiser. Derfor havde han selv indseet, at
han var uskikket til Erkebiskop og tilbudt sig at resignere sin
Værdighed i Pavens Haand. Kongen, hedder det videre, ønskede nu Mag.
Olaf Throndssøn til Erkebiskop og ikke længere Marcellus, hvem
han dog samtidig tog i Forsvar mod forskjellige Beskyldninger.[1]
At dette Brev, der sandsynligvis er forfattet af den af Kongen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>