Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Alexander Bugge: Nidaros's Handel og Skibsfart i Middelalderen - II. Nidaros’s handel i det 12te og i første halvdel af det 13de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
satte op. Det vilde naturligvis være daarskab at nægte den betydning,
som disse to faktorer har havt for udviklingen af vor tømmerindustri.
Men slig en mægtig næringsvei skabes ikke med ét; den udvikler sig
gjennem aarhundreder. Og alt længe før det 15de aarhundrede fandtes
der i Europa, ja selv rundt Nordsøens kyster træbare lande som
Nederlandene og egnene ved Elbens munding, der trængte en stadig indførsel
af tømmer. Lige fra det 13de aarhundrede — ja endnu før — stod
Nederlandene i forbindelse med Norge. Af regnskabsbøger fra Deventer
kan vi se, at der i det 14de aarhundrede indførtes megen trælast til
egnene omkring Zuydersøen,[1] og i en gammel optegnelse om Brügges
handel i det 13de aarhundrede nævnes først og fremst — ved siden af
fisken — tømmer som Norges vigtigste udførselsgjenstand.[2] I de
engelske toldruller møder vi det samme fænomen. England har jo
altid havt store skove, mest af eg. Men det mangler furu og gran,
som trængtes til skibsbygning, til indredning af husene og mangfoldige
andre ting. Næsten hvert skib, som seilede fra Nidaros til England,
førte tømmer med i lasten. Det samme var tilfældet med skibe fra
andre kanter af Norge. Omtrent en fjerdepart af værdien af den
samlede indførsel fra Norge til Lynn synes at have bestaaet i trælast.
Der findes endog fra begyndelsen af det 14de aarhundrede en kontrakt
mellem en kjøbmand fra Nord-England og en skipper fra Viken
angaaende en tømmerleverance. Uagtet alt norsk tømmer endnu blev
hugget og ikke saget, havde man dog ogsaa forskjellige sorter. Det,
som mest udførtes, var de almindelige hugne bord; men saa havde
man ogsaa sperrer (spires), maalebord (borde ad mensulam) og fremforalt
mastetræer (mastes). Det meste norske tømmer kom fra Viken og egnene
om Skiensfjorden, samt delvis fra Bergen. Men meget maa ogsaa være
kommet fra det Trondhjemske og fra dalførerne indover mod Kjølen.
Allerede i den ældre Frostatingslov blev tømmer i almenningerne
tillagt værdi.[3] En værdi og pris som i senere tider havde dog tømmeret
endnu ikke faaet. 1000 bord blev 1306 i Ravenseer værdsatte til 40 s.
Høiere i pris stod maalebord; 24 saadanne værdsattes ved samme
leilighed til 8 s.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
