Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 4. Alexander Bugge: Nidaros's Handel og Skibsfart i Middelalderen - II. Nidaros’s handel i det 12te og i første halvdel af det 13de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra Island;[1] — begge dele vistnok kun en bekræftelse af gammel
hævdvunden sædvane. Endnu i det 14de aarhundrede havde erkebiskopen
stadig skibe i fart paa Island.[2] Ellers kjender vi kun faa enkeltheder
angaaende forbindelsen mellem Island og Nidaros. Det ser ud, som
om nogle faa familier i Nidaros havde denne handel i sine hænder. I
1340 var der en tiendestrid mellem erkebiskopen og Islandsfarerne i
Nidaros. Som hovedet for de sidstnævnte nævnes Nikulas í Lexo og
Bjarne Selbygg.[3] Denne Nikulas maa sikkerlig have været en søn eller
slægtning af den førnævnte Grønlandsfarer Olaf í Lexo. Islandshandelen
holdt sig længe i Nordmændenes hænder. Thi de norske konger havde,
som bekjendt, alt fra Haakon den 5tes tid forbudt de fremmede al
seilads paa skatlandene. Men i anden halvdel af det 14de aarhundrede
tog Bergen mere og mere luven fra Nidaros og tilvendte sig denne
bys handel paa Island. Fra 1382 findes der en forordning om
Islandsfarernes told,[4] som udelukkende er rettet til Bergen, og fra denne tid
af kan vi vistnok regne Nidaros’s handel paa Island for ophørt.
Trods øens ringe indbyggerantal har Islandshandelen stedse havt
sin store betydning. Thi Island har aldrig kunnet brødføde sig selv,
men har trængt en stadig indførsel af korn og andre levnetsmidler fra
udlandet. Til gjengjæld har øen altid frembragt produkter, som har
fundet sin store afsætning paa udlandets markeder. I de ældste tider
var faareavl Islands saa at sige eneste næringsvei. Faareuld udførtes
i ikke ringe udstrækning over Norge — og da især over Nidaros —
til udlandet baade som skind med ulden paa og i form af vadmel i
finere og simplere kvaliteter.
Svovel var i middelalderen en meget kostbar og sjelden vare.
I almindelighed antager man, at det var Sicilien alene, som forsynede
Europa med svovel. Men, som vi har seet, maa der til England, og
vel ogsaa til andre steder i Nord-Europa have været indført ikke saa
lidet islandsk svovel.[5]
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
