Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 ANTON TSJEKOV
— Kjære, det er jo umulig. De har ganske sikkert
j:ænkt paa vielse.
— Nei saamen, lo Nadjesjda. Hvorfor skulde vi la
os vie? Jeg indser siet ikke nødvendigheten. Vi kom?
mer til at leve fremover som vi har levd før.
— Ja men da vet De jo ikke, hvad De seiv sier?
utbrøt Maria Konstantinovna forfærdet. Ak du him*
meiske Gud, hvor letsindig De taler.
— Men om vi indtræder i egteskap, saa blir jo in*
genting bedre av den grund. Tvertimot, det blir værre.
Vi mister vor frihet.
— Nei søte, kjære Dem — — Frucn stønnet og slog
hænderne sammen. De er da ikke saa ekstravagant.
Besind Dem, tænk Dem om! Ta da endelig Deres
fornuft fangenl
— Fangenl Fangen! Nadjesjda heftet sig ved det
sidste ord. Jeg har jo ikke levet, jeg har jo ikke været
fri, og saa sier De, at jeg maa besinde mig.
Hun hadde jo egentlig aldrig levet — det faldt hende
netop nu ind. Hun var sluppet ut av pensionen og
kastet i armene paa en mand, hun ikke holdt av. Det
var hendes egteskap. Og saa var Lajevski traadt ind i
hendes liv, og nu levde hun sammen med ham paa
denne trøstesløst kjedsommelige strand ved Sortehavet
og ventet paa, at noget skulde ske. Men der skedde
jo aldrig noget. Var dette kanske at leve? Var dette
frihet? Men man faar vel gifte sig, tænkte hun. Men
saa husket hun paa Kirilin og Adsjmianov og blev
uvilkaarlig het i kinderne. Nei, det var og blev umu*
lig. Seiv om Lajevski bønfaldt hende derom paa sine
knæ, maatte hun si nei.
Maria Konstantinovna blev sittende et øieblik paa
sofaen, uten at mæle et ord. Hun saa streng og tan*
kefuld ut og stirret paa et visst punkt i rummet. Saa
reiste hun sig med værdighet og sa iskoldt:
— Levvel, kjære frue, undskyld at jeg har forstyr*
ret Dem. Skjønt det falder mig meget tungt, er det
min pligt at si Dem, at vor omgang desværre ikke kan
fortsættes, og at min dør herefter er lukket for Dem.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
