Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jason.
I I I
det er det Eneste, jeg bryder mig om; især elsker
jeg Jorden og hvad dens er, Træer og alle de stille
Planter; Planten er det lykkeligste og højeste Væsen
i Naturen, det er Ro, Ligevægt og Harmoni,
Guldalderen er det Udviklingstrin, da Alt var Planter.
Er det dog ikke et lykkeligt Væsen saadan en Eg,«
og han pegede paa en Eg ved Randen af en stor
aaben Plads. »Der staar den med Aarhundreder for
sig og Aarhundreder bag sig i stille, hvilende Ro,
kølig og frisk i sit hele Væsen. Hvilken Sjæl maa
den ikke have; jeg tror paa Plantesjælen, ser Du.
Det er det Eneste, der giver mig nogen Respekt for
Filosofi, at den begynder at anerkjende en Plantesjæl.
At gaa over i en saadan var ingen ilde Løsning:
kølig og frisk.«
Hasting forbavsedes noget over den hyppige
Gjentagelse af de to sidste Ord; ellers gjorde Felix
slet ikke noget exalteret Indtryk. Han talte i en let,
stundom næsten munter Tone.
Hasting havde ikke Smag for den Art Samtale,
og paa Grund af hans Tavshed kom man ikke videre
paa denne Bane. Saa vendte de naturlig atter
tilbage til Ungdomserindringerne og hvad dermed stod
i Forbindelse. Det var forbavsende for Hasting, som
dog selv havde ilet den halve Jord rundt efter Lykken,
at høre, hvorledes Hjemmefødningen ved hans Side
talte med feberglødende Iver om at gjøre sin Lykke.
Han talte tillige med en Hensynsløshed, der næsten
havde noget Vildt ved sig.
Ikke at tage,« udviklede han, »er det Samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
