Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(.8
V. C. S. Topsøe.
Solen var gaaet ned, medens de spaserede i
Skoven. De Skymasser, bag hvilke den havde skjult
sig, havde lydløst og graat skudt sig op over hele
Himmelen, der nu laa farveløs og tung over Træerne.
Jeg tror, vi faar Regn,« sagde Hasting, »det
trækker stærkt op.« Samtalen havde faaet Karakter af
en Monolog, hvis Tone stadig var ham fremmed, og
han havde ikke Noget imod en Afbrydelse.
Felix var ogsaa af hans Mening, at de helst
burde tage hjem strax. De vendte om og gik tavse
og ilfærdigt til Stationen, som de naaede kort inden
et Tog afgik.
De talte næsten ikke sammen paa den korte
Kjøretur. Da de naaede ind til Byen, strømmede
Regnen ned. Felix skyndte sig at tage en Droschke
for Næsen af en fortvivlet Familiefader, tvang Hasting
ind i den, spurgte, hvor hans Hotel var, og kjørte
ham saa først hjem.
Hasting skiltes fra ham i en ubehagelig
Stemning. Det var ham ikke klart, hvad der var Alvor,
men det Hele havde gjort et pinligt Indtryk paa ham,
og han gav Bernhard Ret i, at der var foregaaet en
stor Forandring med Felix, der før havde været
»ganske ligesom andre Mennesker«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
