Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jason med det gyldne Skind - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jason.
12"]
Efter hele den Maade, hvorpaa Hasting var
kommen ind i det med Bernhard, maatte deres
Omgangskreds blive temmelig den samme, ialfald kunde
det ikke være anderledes, end at Hasting og Ida,
dels i deres eget Hjem, dels hos den gamle Jus tit
s-raads og hos disse to Familiers nærmeste Bekjendte
maatte ses jevnlig.
Kort efter Mødet efter Hjemkomsten mødtes de
ogsaa og mødtes flere Gange.
Der skete imidlertid ikke der noget udvortes
Mærkeligt. Begge henholdt sig stiltiende til, at det
kun var et stumt Sprog, deres Øjne havde talt; kun
det lydelige Ord gjælder for Naturer, der af den ene
Grund eller den anden optræde svagt og frygtsomt.
Deres Læber sagde hinanden ikke noget Andet,
end hvad en hel Stue fuld kunde høre. Deres Blikke
sagde stundom, men ikke altid, ingenlunde altid, noget
Mere.
Idas Øjne spurgte kun. Hun mente ialfald ikke
Andet, men hun spurgte med Nysgjerrighed efter,
hvad der dog foregik hos denne forunderlige Mand,
hos hvem Forelskelsen fra Barndommen altsaa stedse
levede.
Hasting nød en festlig Glæde ved at skue Ida.
Det var det Væsentlige. Hans Forelskelses
Gjenop-livelse fremtraadte i Virkeligheden kun i ulegemlige
Former. Tænkte han sig, hvad han bestemt ønskede
sig som Gjengjæld fra Idas Side, saa var det kun
Følelser og Stemninger. Han sagde sig selv, at han
vilde være glad, naar hendes Hjerte kun en Gang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
