Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Studiebogen - Stilleben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Stiniiebogen.
495
og den Grønne var Henrikshohneren. Almindelig
Studsen og Forbavselse. »Jeg er bleven udnævnt til
Jagtjunker,« meddelte han de Nærmeste, idet hans
grønne Bryst svulmede af stille Stolthed over den
Opsigt, han mærkede, at han gjorde.
Jagtjunker! I saa ung en Alder! Fra alle
Sider stimlede man sammen for at lykønske ham. Man
er altid mere villig til at anerkjende de
Forrettigheder, der skyldes Fødsel, end dem, der ere
selverhvervede ; selv de nye, ved Skydningen vundne
Laurbær truede nu med at blegne.
Den Grønne tog venlig og nedladende imod al
den Hyldest, der ydedes ham, og da han atter kunde
komme frem, gik han hen til Fuglekongen for at
hilse paa denne anden Rangsperson i Grønt. Og saa
hen til hans skjønne Datter, der modtog ham med
straalende Øjne; det var dog en anden Glorie, der
var over ham, end over Oluf Nielsen; bare han dog
mente det lidt reelt med hende. Naa, fremtidig var
der ikke Andet at gjøre end, da den Grønne
forbøjede sig og udtalte det Haab, at der var blevet
en Dans til ham, at sige — med Øjekast — *Jeg
har Borddansen«, hvorpaa den Grønne, følende sig
som en Kaj Lykke II., tog til sin sølvprydede Krave
og sagde:
»Det er Alt, hvad jeg kunde haabe.«
Ved Borddansen var der kun den Hage, at den
var lovet til, ja saa smaat tilbudt Hr. Oluf Nielsen.
Denne havde ellers ikke tilbragt nogen ret
behagelig Dag. Hans Gjenboerske havde lige saa lidt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
