Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
IOO
V. C. S. Topsøe.
Dasrene vare korte som om Vinteren, al Sommer
o 7
var forlængst slukt i Regn, der hver Dag drev ned
fra den haabløst graa Himmel, og længst splittet hort
af Vinden, der ikke mere kæmpede imod de graa
Skyer, men hjalp dem, førende stadige, endeløse
Masser af Graat til Forstærkning op over Himlen for at
hindre den i at vise Glimt af Sol og Lys. Skovene
havde nu helt overgivet sig; alle de svage Blade vare
forlængst gaaede ned, og selv de stærkere, der
trofast havde holdt ud i Haabet om endnu en Gang at
føie hver Ribbe og Pore gjennemtrængt af en
Sommerdags Sollys, havde skuffede og trætte lagt sig ned
til at dø paa Jordens fugtige Dynger, og over dem
klagede de blottede Grene i Stormens Susen.
Der var ikke hyggeligt foruden; det var ikke
heller stort bevendt med Hyggeligheden forinden.
Harald Holst sad oppe paa sin Gaard og saae paa
de drivende Skyer og den faldende Regn, og naar
han havde siddet længe ørkesløs og set derpaa,
syntes det ham næsten, at det var ham selv, Vinden
slog og Regnen piskede. Allerværst var det i den
tidlige Skumringstime, i denne Efteraarsskumring, hvor
Dagen hverken er død eller levende, og som er fyldt
med Uro og Uhygge.
Dertil kom, at han havde faaet en vis ubestemt,
men ubehagelig Fornemmelse af, at han egentlig sad
temmelig daarligt i det. Det var heller ikke iaar
blevet nogen særlig god Høst, men det havde han
fuldstændig bygget paa, at det skulde blive. Nu saae
det Hele temmelig broget ud, og han var inde paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
