Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niitidsbilleder.
139
»Jeg synes, det er mageløst smukt,« sagde saa
med et Naturmenneskes elskværdige Beskedenhed,
men stærke Følelse, den unge Kunstner, der paa
dette Tidspunkt altid havde tygget af Munden.
»Naa, det synes De,« sagde Digteren
venlig nedladende og paapegede saa i Reglen
belærende for ham enkelte Punkter af særlig Interesse
og Skjønhed.
»Ja, det er mageløst smukt,« var det stadige
Omkvæd, men sagt paa en ganske egen naiv og
velment Maade, der paa Digteren gjorde en betagende
Virkning af, at han her fik sin Ros fra det rene og
ufordærvede Folkehjerte, og at det var dettes
umiddelbare Sans for, hvad der var stort og smukt, der
slog ham imøde gjennem disse usminkede Ord.
Stundom, naar Harald Holst ikke havde været
tilstrækkelig anerkjendende og, indtrængende
formanet til at sige sin sande og oprigtige Mening, havde
fremhævet en eller anden Mangel af lidt større
Betydning, foretrak Digteren endog den unge
Kunstners Smag for den studerende Kritikers.
Paa saadanne Aftener kunde de gaa deres Vej
sammen. Paa Hjemvejen, og den blev i Reglen lang,
udviklede saa Digteren for Naturbarnet alle sine
Drømme og Planer og Forhaabninger, og hans
Følgesvend var en tavs, troskyldig, behagelig Tilhører,
ligeoverfor hvem Digteren kunde udvise en Fortrolighed,
han ellers ikke havde vist Nogen. Til
Naturmennesket betroede han Omfanget af sine Planer,
Rækkevidden af de Forestillinger, han havde om sig selv,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
