Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nutidsbilleder - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Niitidsbilleder.
187
han mærkede allevegne, han følte, at hans store Slag,
hans Austerlitz var tabt.
Det var et Julevejr, som det stemmede med
hans Sindstilstand. Ingen Sne og klar Frost, men
Regn og Søle; ingen Solglimt, ingen klar Himmel.
Den lille Kone havde læst og atter læst Bogen og i
sit Hjertes Inderste jamret over, at der var saa Meget
i den, som hun ikke forstod, men ikke desmindre
havde hun fundet den uforlignelig skjøn, baade det,
hun forstod, og det, hun ikke forstod. Hun gjorde
sit Bedste for at opmuntre ham, forsikrede ham, at
man nok vilde lære at vurdere ham, og at Folk,
som læste Bogen, nok vilde sige noget Andet om
den end Bladene. Men det lykkedes ikke, han rystede
kun paa Hovedet ad alle disse Forsikringer med en
Mistvivl, som var ægte. Og det blev desværre ikke
derved. Mere end een Gang affærdigede han hendes
Forsøg paa at trøste ham med Ord, hvori der var en
Haan, en Ringeagt for hendes Mening, hendes Evne
til at forstaa ham, som pinte hende forfærdelig. Saa
bitre Taarer, som hun i Enrum græd herover, havde
hun aldrig kjendt. Og det var rent forfærdeligt,
naar Børnene hørte paa det; de forstod det jo ikke,
men alligevel. Saa bitre Timer havde hun aldrig,
aldrig kjendt.
Imidlertid holdt hun dog Modet saa nogenlunde
oppe. Hun led med Manden, som led bittert over
sig selv; der dæmrede i denne Tid et helt andet
Lys over deres Fremtid end nogensinde før.
Men for Børnenes Skyld maatte og vilde hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
