Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slagne Folk - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slagne Folle.
447
mer sig nok, nu naar det bliver Foraar.« Og saa
strakte hun sig igjen.
Den gamle Kobberstikker, der ret syntes at
mærke, at Foraaret var ham for stærkt, rystede paa
Hovedet.
Eva fik heller ikke Ret.
En Dag kom gamle Baumann hjem fra sit
Kontor og sagde, at aldrig i sit Liv havde han følt sig
saa træt eller troet, at han kunde blive det. Han
trængte til at sove i hundrede Aar. Og det fik han
Lov til.
Han gik tilsengs og blev liggende. Det var ham
ikke muligt at staa op den næste Dag. Om Aftenen
bankede han i Gulvet paa sin gamle Ven, et Par
Timer efter at denne havde været deroppe. Det var
begyndt at skumre, og man saae kun dunkelt
hinandens Ansigt, men Kobberstikkeren saae dog strax,
hvad det var for en Skygge, der havde lagt sig over
den syge gamle Mand.
Baumann talte svagt, men forstaaelig. »Det bliver
hurtigere, end jeg troede,« sagde han. »Jeg tror, det
bliver endnu iaften. Siig mig een Ting: De tror jo
paa et Liv efter dette?«
»Saavist som Noget,« svarede Holm; der var saa
mørkt i Stuen, at man ikke kunde se hinandens
Ansigt, men det behøvedes ikke: paa Klangen i
Stemmen kunde man høre, at det var Alvor.
»Hvorfor?«
»Af mange Grunde, men ogsaa fordi, dersom
der ikke var det, saa var det, vi kalde Kjærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
