Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
102
Digterne.
Harald spidsede sin Mund som altid, naar
han talte om sin Fader, den store Maler:
Fa’er si’er, man laver bedst Kunst, naar
man længes. Derfor boer vi, der betyder noget,
alle i Udlandet.
Joán stemte de foldede Hænder ind mod
sit Knæ og Holstein, der pludselig drejede sit
Hoved (naar han var vaagen, drejede han
uafladelig sit Ansigt saa til højre og saa til
venstre, som gjaldt det om at se ethundrede og
tyve Ting i Minuttet) sagde:
Hvor Joáns Hænder er smukke.
Harald vrængede:
Fanden véd, hvad du ikke finder dejligt
paa Joán.
Sludder, sagde Holstein.
Men Harald sagde langsommere:
Forresten si’er Fa’er osse, at Joán har
no’en underlige Hænder. Han presser dem
sammen, si’er han, med ét, li’esom han fik
ondt et Sted.
Holstein vendte rapt sit Ansigt:
Det er sgu sandt, og atter drejende sit
Ansigt og rækkende sine egne Labber, der var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
