Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
319
sen, er hun ikke kær . . . men vi skulde ha’e
hende gift.
Det er som Ane, sagde Joán.
Ane? spurgte Præsten.
Det er min Barnepige.
Rundtom blev de ved at tale og le. Ur
mageren gik omkring og skaalede i hver Gruppe,
stansende med sit Glas i Haanden:
Hør, han er et herligt Menneske, sagde
han og nikkede, lige ind i hvert Ansigt.
Skaal, Laarentzen.
Og han gik videre.
Støjen slog op omkring dem, mens Fru
Jespersen sagde til Joán:
Vil Ane ogsaa ha’ Dem gift?
Gerda var gaaet et Par Skridt, men Præsten
blev og ogsaa Gerda blev staaende.
Aa, sagde Joán, og hans Stemme fik
som i Ly af Støjen en egen Klang: hver Gang
jeg kommer hjem og hun ta’er imod mig i Or
sowa, sér hun paa mig og stikker det store
døve Øre op til min Mund og jeg raaber
for jeg véd, hvad det er, det gælder —: „Nej,
lille Ane“ .. . „Aa, Herregud“, siger saa Ane,
„aa, Herregud“ . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
