Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
366
indtil „Der er et yndigt Land“ stille sneg sig
ind som Kirkegaardens Fred.
Erik fulgte Violinen langsomt. Hans Øjne
var blevet mørkeblaa som hos Hr. Dupierre.
Men Marseillaisen kom, og dæmpet, som i
Hjemvélængsel, sang de mættede Strenge som
om et Minde:
elsker, elsker det og tænker
paa vor Far og Mor
og den Saganat, som sænker
Drømme paa vor Jord,
og den Saganat, som sænker
sænker fagre Drømme paa vor Jord.
Erik havde drejet sit Hoved, mens hans
Hænder fulgte Melodien. Han og Joán smilede
til hinanden.
Men i samme Nu, paa et Tegn til Erik, at
han skulde holde op, slyngede Joán Godards
Berceuse ind, mens Violinens Toner sang alene.
I Salen var der tyst.
Det var, som om en stille og frygtagtig Lykke
varsomt vuggede sig frem og slog Øjnene op
og saá sig om og spurgte, om den var vaagen,
eller den drømte. Og den fandt sig seiv og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
