Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aftenen.
Det trætte Øie Søvn at bringe
Velgjørende du stiger ned,
Og med din askefarved’ Vinge
Aftørrer Trællens Graad og Sveed.
Taus er din Færd, dit Klædebaand,
Af Lys og Mørk er sammenvævet,
0 skjønne Aften, som min Aand
Har over Jordens Sysler hævet.
O vær mig hellig, naar du kom,
Moralske Stille, som indskrænker
De vilde Lysters Herredom
Og smeder Sandserne i Lænker.
Saa maaskee Sædelæreren,
Graahærdet Alder, engang kommer
Til mig, og, som en kjærlig Ven,
Blier mine sidste Dages Dommer.
Blid glider Nattens Dronning hen,
Med fulde Straaler Hesper brænder;
En kjærlig Haand paa Himmelen
Nu et, nu andet Lys antænder.
Saa lyser og i Sorgens Nat
Dit Forsyns Glimt, o milde Fader!
For den, sin Liid til dig har sat,
Og ham du ene ei forlader.
Men den er Eden selv en Ørk,
For den groer ingen Fryd paa Jorden,
For den er Middags-Stunden mørk,
For den har skyfrie Himmel Torden,
Som tvivler om din Miskundhed,
Kun seer din Hevn og sine Laster;
Han flyer dig, Gud! og sig, og ned
1 Mistvivls Afgrund sig forkaster.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
