Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorved han har bragt vort Kjendskab til de nordiske
Folkeviser mægtigt fremad. Fornylig har han i
et dansk Lejlighedsskrift („Det philologisk-historiske
Samfunds Mindeskrift 1854—1879“) meddelt en
interessant Afhandling, „Bidrag til den nordiske
Balladedigtnings Historie“, i hvilken han paaviser,
hvorledes den bekjendte danske Vise om Marsk
Stig er en Omformning af en tydsk Vise om
Ermanrik og hans Marsk Siebeke, samt hvorledes
det Stof, der ligger til Grund for en vidt udbredt
Vise om en Kvinde, der dræber sin Bejler Olevern,
er den bibelske Fortælling om Judith og Holofernes.
Det er almindelig bekjendt, at B. i lang Tid har
forberedt en stor samlet Udgave af Norges gamle
Folkeviser, og at han har liggende storartede
Materialier til dette Værk; maatte han faa Anledning
til snart at lægge Haand paa Udgivelsen!
Vi komme nu til et andet Gebet af nordisk
Oldtidsvidenskab, hvor B. ogsaa har bragt
Videnskaben længere fremad end nogen Anden, og hvor
han ogsaa staar ubestridt som den første Autoritet.
I talrige Arbejder har B. behandlet de gamle
nordiske Runeindskrifter, berigtiget
Forgjængeres Fejltagelser, tolket hvad Ingen før har kunnet
forstaa, og brudt helt nye Baner. Særlig maa
her fremhæves, hvorledes det var B., som gav
Nøglen til en rigtig Opfatning af den ældre
Jernalders Runeindskrifter og først rigtig tolkede de
vigtigste af dem. Disse ældste Indskrifter, i et
længere og rigere Alfabet end de senere nordiske,
var tidligere af nordiske Lærde anseede for tyske
eller angelsaxiske. P. A. Munch, der mere end
nogen af de ældre Forskere førte Studiet af dem
fremad mod rigtige Fortolkninger, ansaa dem for
gothiske, og fandt i deres Tilstedeværelse i Danmark
og det sydlige Sverige og Norge et Bevis for sin
Theori om en gothisk forhistorsk Befolkning i det
sydlige Skandinavien. Prof. Stephens i
Kjøbenhavn satte sig den Opgave særlig at belyse disse
ældste Indskrifter; i sit store og fortjenstfulde Værk
»Old northern runic monuments« samlede han
Materialet og gjorde det fuldt tilgjængeligt for
Videnskaben; han var den første, der hævdede den
nu almindelige Mening, at disse Indskrifter ikke
er tydske eller gothiske, men ægte nordiske, fra en
ældgammel Tid, fra det Tidsrum, som
Arkæologerne omfatte med Betegnelserne ældre Jernalder
og Mellemjernalderen. Men i sine Tolkninger af
disse Indskrifter var han ikke heldig; han finder i
dem et besynderligt oldnordisk Sprog, der i flere
Henseender minder om angelsaxisk, og i hvilket han
søger en Støtte for sin Theori om, at
Angelsaxerne var et nordisk, ikke et nedertydsk Folk, en
Theori, med hvilken han dog vel nu staar alene.
Det var Bugge forbeholdt at give Nøglen til disse
Indskrifters rigtige Læsning og til først korrekt at
opfatte og belyse deres sproghistoriske Stilling.
Den mest bekjendte af disse ældre Indskrifter er
vel den, der fandtes paa det ene af de berømte
slesvigske Guldhorn; af denne var der tidligere
fremkommen en hel Literatur af Fortolkningsforsøg.
I 6te Bind af Tidsskrift for Philologi og Pædagogik
gav nu B. i 1865 i en kort Notits sin Læsning
af Indskriften, og hermed var Nøglen givet; i de
to følgende Bind af samme Tidsskrift leverede han
saa „Bidrag til Tydning af de ældste
Runeindskrifter“, hvori en hel Række af de vigtigste
Indskrifter tolkedes; i Aarbøger for nordisk
Oldkyndighed leverede han i 1870 en Afhandling: „Lidt
om de ældste nordiske Runeindskrifters sproglige
Stilling“. Disse Indskrifter vise os, ifølge B., et
nordisk Sprog paa et meget tidligt Udviklingstrin;
sammenlignet med Vulfilas gothisk viser dette
nordiske sig i flere Henseender mere, i andre lidt
mindre antikt. Det giver os netop de
Sprogformer, som det senere nordiske Sprog i de yngre
Runeindskrifter og i Literaturen sproghistorisk
forudsætter; Sproget er derfor specielt oldnordisk,
den Sprogform, af hvilken senere nordisk med dets
Forgreninger oldnorsk-islandsk, oldsvensk og
olddansk, har udviklet sig. De yngre Sprogforskere
har helt sluttet sig til Bugges Opfatning, i
Danmark saaledes fremfor alle de fremragende Lærde,
Vilh. Thomsen og Ludv. Wimmer, af hvilke især
den sidste har viet Runologien indgaaende Studier,
og i sine Fortolkninger af de ældste Indskrifter i
det Hele har sluttet sig til B. Ogsaa paa det
runologiske Omraade har saaledes B. gjort en
stor videnskabelig Erobring.
I mange mindre Afhandlinger har B. tolket
enkelte Indskrifter eller egne Grupper af saadanne,
f. Ex. „Bemærkninger om Runeindskrifter paa
Guldbrakteater“ (i Aarbøger 1871). I de sidste
Aar har han i flere Afhandlinger behandlet nogle
af de mærkeligste svenske Indskrifter, saaledes
„Tolkning af Runeindskriften paa Røkstenen i
Østergøtland“ (i Antikvarisk Tidskrift för Sverige, Del V),
et genialt og glimrende Arbejde, hvori denne
Nordens længste Runeindskrift evident fortolkes i sit
hidtil uforstaaede og dunkelt poetiske Indhold.
Med Stipendium af det svenske Antikvitets-Akademi
har B. for nogle Aar siden berejst flere Dele af
Sverige for at undersøge de mærkelige og
vanskelige Indskrifter i Versform; ligeledes har han og
arbejdet med de mærkelige Helsing-Runer. I vort
Universitets Festskrift til Upsala Universitets
400-Aars Jubelfest i 1877 skrev B. „Runeindskriften
paa Forsa-Ringen“, hvori en mærkelig Indskrift
paa en Kirkedørsring først rigtig fortolkes; den
giver Bestemmelser om Bøder for Undladelse af
Tiendens Betaling, og er den ældste Optegnelse i
Norden af Retsbestemmelser. I en Opsats om
»Runeindskriften på marmarlejonet fra Piræus«
har B. ogsaa først givet en rigtig Vurdering af
dette interessante Monument, som nu staar i
Venezia; tidligere troede man der at læse om Harald
Haardraades og hans Væringers Bedrifter; B.
godtgjør nu, at Indskriften maa være huggen af
svenske Mænd, sandsynligvis fra Upland, omkr.
Midten af 11te Aarh; selve Indskriften vil neppe
mere kunne læses.
B. har forberedt og for en stor Del liggende
færdigt til Pressen et Værk over alle norske
Runeindskrifter; han vil derigjennem lægge det faste
Grundlag for vort Kjendskab til de ældste Levninger
af vort Fædrelands Sprog; maatte det ej vare
forlænge, før B. lægger denne Hovedhjørnesten til
vor norske Sprogvidenskabs Bygning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
