Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULF LARSEN 15
»Hvor er jeg?« spurgte jeg Johnson, hvem jeg med Rette
antog for at være en af Matroserne. »Hvad er det for et Skib,
og hvorhen gælder Rejsen?«
»Vi er ud for Farallonerne, stævner mod Vest,« svarede han
langsomt og metodisk, som om han søgte efter sit bedste
Engelsk og nøje bestræbte sig for at besvare mine Spørgsmaal i
samme Orden, som jeg havde fremsat dem. »Skonnerten
»Ghost«, paa Sælfangst til Japan.«
»Og hvem er Kaptainen? Jeg maa tale med ham, saa snart
jeg har faaet tørt Tøj paa.«
Johnson saa noget forlegen ud. Han tøvede, medens han
gennemgik sit Ordforraad og formede et helt Svar: »Kaptainen
er Ulf Larsen. Saadan kalder Folk ham i alt Fald, og jeg har
aldrig hørt andet Navn til ham. Men De maa helst iale forsigtigt
til ham. Han er gal til Morgen. Styrmanden . . .«
Men han blev ikke færdig. Kokken gled ind,
»Helst skrup a ’erfra, Yonson, Den Gamle vil savne dig paa
Dækket, og i Dag er det bedst ikke at fornærme ’am.«
Johnson gik lydigt hen mod Døren, medens han samtidigt
saa over Kokkens Skulder og tilkastede mig et forbavsende
højtideligt og advarende Blik, som om han vilde lægge Eftertryk
paa sin afbrudte Bemærkning om Nødvendigheden af at tale
forsigtigt til Kaptainen.
Over Kokkens Arm hang der nogle forkrøllede
Klædningsstykker, der baade var grimme og havde en stram Lugt.
»De ’ar været vaade, min Herre,« forklarede han. »Men De
faar at klare Dem med dem, som de er, til jeg ’ar tørret Deres
ved Ilden.«
Idet jeg støttede mig til Inventaret, fik jeg ved Kokkens Hjælp
en grov Uldskjorte paa. Det kriblede og krablede i Skindet paa
mig ved den hvasse Berøring. Han lagde Mærke til, at jeg
uvilkaarlig vred mig og gjorde Grimasser, og sagde smiskende:
»Haaber for Dem, De aldrig i Deres Liv skal behøve at vænne
Dem til saadant noget. En fin Hud ’ar De, fin som en Dames.
Saa godt, De var en Gentleman, saa snart jeg fæstede Øjet paa
Dem.«
Jeg havde ikke syntes om ham lige fra Begyndelsen, og mit
Mishag forøgedes, mens han hjalp mig de tørre Klæder paa.
Der var noget frastødende alene ved hans Berøring; mit Kød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
