Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
e
84 JACK LONDON
Thi de Levende ved, at de skal dø; men de Døde ved ikke
det ringeste; de har ingen Løn mere; thi glemt er deres Minde.
Baade deres Kærlighed og deres Had og deres Misundelse
er forlængst forgangen; de har ikke mere Del i Verden, i hvad
der sker under Solen.«
»Der har De det, Hump,« sagde han, slog Bogen sammen
over Fingrene og saa paa mig. »Prædikeren, som var Konge
over Israel i Jerusalem, mente som jeg mener. De kalder mig
Pessimist. Er ikke det den sorteste Pessimisme? »Alt er
Forfængelighed og Aandsfortærelse«. Han siger, at alt er ens for
alle, for Daaren og den Vise, den Rene og den Urene, Synderen
og Helgenen, og at detie er ondt. Thi Prædikeren elskede Livet
og ønskede ikke at dø, for han sagde, at levende Hund er bedre
end død Løve. Han foretrak Forfængeligheden og Fortærelsen
for Gravens Tavshed og Ubevægelighed. Og det gør jeg ogsaa.
At kravle er at fortære andre; men ikke at kravle, at være som
Jord eller Sten, er afskyeligt at tænke paa. Det er afskyeligt for
det Liv, der er i mig, og hvis Hovedindhold er Bevægelse,
Bevægelseskraft og Bevidstheden om denne Kraft. Selve Livet er
Utilfredshed; men at skue frem mod Døden er større
Utilfredshed.«
»De er værre stillet end Omar,« sagde jeg. »Han drev det
til at føle sig tilfreds og glæde sig over sin Materialisme.«
»Hvem var Omar?« spurgte Ulf Larsen, og jeg kom ikke til
at bestille mere den Dag, ikke heller den næste eller den næste
igen.
I sin tilfældige Læsning var han aldrig stødt paa »Rubåiyat«,
og den blev for ham en sand Skatkiste. Jeg huskede meget af
den, maaske de to Tredjedele af Versene, og det lykkedes mig
uden Vanskelighed at komme paa Resten. Vi talte i Timevis om
enkelte Strofer; jeg erfarede, at han lagde ind i dem en
Fortrydelsens Klage og et Oprør, som jeg selv ikke kunde opdage.
Muligvis reciterede jeg med en vis munter Rythme, som var mig
egen; thi — hans Hukommelse var saa god, at han ved den
anden Fremsigelse, ja ofte ved den første, havde tilegnet sig et
Vers ganske ordret — han reciterede de samme Linjer og lagde
ind i dem en Uro og et lidenskabeligt Oprør, som næsten var
overbevisende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
